Valgkampen er gået i gang i København, og i det seneste døgn er Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, løbet med opmærksomheden.

S-profilen, som kæmper en hård kamp for at redde Socialdemokratiet fra at tabe over 100 års magt i hovedstaden, er pludselig kommet med et kontroversielt forslag.

Spørgsmålet er nu, om forslaget, hvis det ellers gennemføres, kan føre til et blodbad blandt ansatte i Københavns kommune. 

Hun vil bruge 800 millioner kroner på at give københavnerne gratis vuggestuer og børnehaver.

Det er blevet mødt af massiv kritik fra både modstandere og kommentatorer. Blandt andet er forslaget blevet kaldt det vildeste valgflæsk

For selvom Rosenkrantz-Theil har givet enkelte idéer til at betale gildet – hun vil fyre administrative medarbejdere og øge bøder til virksomheder, som misligholder kommunale kontrakter – er det endnu ikke lykkedes journalister at få hende til at blive helt konkret.

Synes du, det er ligemeget at fortælle, hvor pengene skal komme fra, når du foreslår det her lige før valget?

»Nej, det synes jeg ikke, og det er derfor, jeg peger på, at de skal komme fra administrationen,« siger Rosenkrantz-Theil.

Hun siger, at den endelige finansiering skal være op til en politisk forhandling.

»Og når jeg ikke vil være så konkret, som det, du lægger op til, er det fordi, jeg ikke ved, hvordan forhandlingerne ender.«

Selvom hun har foreslået mere end én finansieringskilde, er hun 'ultimativt' villig til at skaffe alle pengene ved at fyre ansatte i kommunen, hvis der ikke er flertal til andet, siger hun.

Og i dét tilfælde hvor mange skal så fyres?

»Jeg vil ikke sætte antal hoveder på noget, vi ikke har forhandlet færdig endnu,« siger Rosenkrantz-Theil.

Hun afviser også at pege på, hvor i kommunen der konkret skal fyres.

Der er dog offentligt ansatte i København, som kan fyres, uden at det går ud over københavnernes hverdag, understreger hun.

Hvis der ikke er flertal for at gøre daginstitutionerne gratis, vil du så stadig fyre dem?

»Det er der jo ikke noget, der tyder på, der ikke er. For indtil nu har SF, Konservative, Radikale og Venstre meldt ud, at de synes, at forslaget er interessant, men at de gerne vil se på hvilken finansiering, vi kan få,« siger hun.

»Og derfor er det jo en fuldstændig hypotetisk situation, at vi ikke skulle få flertal for at bruge pengene,« lyder det.

Men spørgsmålet er jo, om du vil fyre dem, uanset om der kommer gratis daginstitutioner eller ej.

»Jeg synes slet ikke, der er nogen grund til at svare på hypotetiske spørgsmål.«

Til TV 2 siger flere eksperter, at forslaget kan få priserne på Københavns i forvejen pressede boligmarked til at stige, da det vil gøre byen mere attraktiv for børnefamilier.

Det erkender Rosenkrantz-Theil:

»For børnefamilier er der en gevinst - for os andre københavnere vil der være en prisstigning i ejermarkedet, så dem, der skal ind på ejermarkedet vil kunne mærke det.«