Henrik Sass Larsen håber, TV 2 vil blive ved med at grave i hans sag og håber stadig, at PET vil fremlægge, hvorfor han ikke kunne sikkerhedsgodkendes. Selv om TV 2 fredag morgen har valgt at dementere historien om, at Henrik Sass Larsen (S) er blevet overvåget af PET, er den tidligere toppolitiker ikke ked af, at historien blev bragt. - Jeg har ikke noget at bebrejde TV 2 over at køre historien, hvis de mener, de har kilder til det. Hvis det viser sig ikke at passe, er der da stor mystik over det, siger Henrik Sass Larsen til DR Update. Sass Larsen er tværtimod glad for, at stationen vil fortsætte med at grave i sagen.

Læs også:

- Jeg glæder mig over, at TV 2 vil fortsætte med at undersøge, hvad der ligger til grund for, at jeg ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt, siger han. Henrik Sass Larsen finder det også påfaldende, at PET nu, efter ikke at have villet kommentere sagen om hans sikkerhedsgodkendelse, siden det kom frem den 29. september, går ud og afviser, at der skulle være hold i historien. Læs også:

- Nu er jeg blevet trukket gennem det her i halvanden måneds tid, og hver eneste gang har PET sagt, at de ikke har nogen kommentarer. Det er ikke rimeligt, så må man fremlægge det grundlag, at jeg ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt, siger han. Helle Thorning-Schmidts tidligere højrehånd håber altså fortsat, at PET vil fremlægge den undersøgelse, der er foretaget af ham, og som altså har betydet, at han ikke kunne blive minister. - Når man nu er begyndt at kommunikere, så synes jeg, at man skal komme ud med sproget, siger Henrik Sass Larsen til DR. - Det er fint, hvis det viser sig at være sandt, hvad han siger, PET-chefen, men jeg synes, det ville klæde dem at komme ud med sproget.