Det vækker harme blandt flere forskere og eksperter, at Lars Løkke Rasmussen (M) var klar til at betale tidligere partifælle Mike Fonseca knap 370.000 kroner for at trække sig for Folketinget.
Eksperterne reagerer tirsdag morgen, efter nyheden kom frem i Frihedsbrevet på baggrund af en skjult lydoptagelse fra 2023.
»Det, som er helt galt, er jo, at Mike Fonseca ikke er ansat af sin partiformand men af vælgerne,« siger Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til TV 2.
Han tilføjer, at sagen muligvis kan beskrives som et forsøg på at fordreje et folketingsvalg.
»Til sammenligning kan man sige, at hvis man som vælger forsøger at købe bare en stemme, så er der en strafferamme på to år.«
Ifølge ham bør det ligefrem overvejes, om der er tale om et brud på vores lovgivning.
»Der er bare nogle kæmpestore alarmklokker, der ringer, og det er man nødt til at få undersøgt,« siger han til Ritzau.
De mange penge som Fonseca angiveligt fik tilbudt, skulle få ham til at give sit mandat videre til en anden, så hans forhold til en dengang 15-årig pige ikke blev offentligt kendt.
»Den største lykke, der kunne ske nu er, at vi laver det her, og at der aldrig er nogen, der hører om det,« siger Lars Løkke Rasmussen (M) på et tidspunkt i en af de lydoptagelser, som Fonseca har udleveret til Frihedsbrevet.
Ifølge juraprofessor ved Syddansk Universitet, Frederik Waage, er der dog ikke tale om et brud på straffeloven om bestikkelse.
»Men det er klart, at det udstiller en gråzone, da mandatet er ens eget, når man udvælges til folketinget,« siger han til TV 2.
Tilbuddet blev givet i et kælderrum på Hotel Guldsmeden på Islands Brygge, hvor partiformand Lars Løkke Rasmussen, daværende kommunikationschef for Moderaterne Ulla Østergaard, daværende partisekretær Kirsten Munch Andersen og Mike Fonseca selv diskuterer hans udtrædelse af Folketinget.
Mailen og den samlede lydoptagelse bliver onsdag udgivet i bogen 'Det koster et mandat', der er skrevet af Frihedsbrevets direktør og ansvarshavende chefredaktør, Mads Brügger.
Til TV 2 har Lars Løkke Rasmussen sendt følgende skriftlige kommentar til sagen:
»Mike Fonseca satte både sig selv og partiet i en forfærdelig vanskelig situation. Det forsøgte vi at håndtere proaktivt gennem flere samtaler med ham – hvor der nu bringes enkelte brudstykker,« skriver Løkke og fortsætter:
»Det var en ganske usædvanlig situation, hvor vi prøvede at finde en løsning, der tog hensyn til både Mike og hans nærmeste og samtidig værnede om partiet. Af hensyn til alle parter havde jeg gerne set, at det var endt et andet sted.«