I et personligt brev til Sven Anders lover statsminister Mette Frederiksen (S) at sende flere udviste kriminelle hjem.
For snart et år siden mistede Sven Anders sin hustru – og sine to børns mor – i en tragisk ulykke, da hun blev frontalt påkørt af en narkopåvirket bilist.
Det har siden vist sig, at føreren er en udvist 34-årig afghansk mand fra Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.
I brevet skriver Mette Frederiksen, at hun vil kyle de udviste kriminelle hjem til de lande, hvor de kommer fra. Og regeringen skulle have et lovforslag lige på trapperne.
Men Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, fortæller, at det lovforslag, regeringen har på trapperne, hovedsageligt vil ramme de udlændinge, der begår ny kriminalitet. Ikke dem der allerede befinder sig på Kærshovedgård.
»Vi vil gøre, hvad vi kan for i videst mulige omfang at gå til den absolutte kant af konventionerne for at udvise udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark,« siger Christian Rabjerg Madsen og uddyber:
»Det vi konkret vil gøre, det er at ændre trappestigeordningen. Den vil sige, at jo længere man har opholdt sig i Danmark, desto grovere kriminalitet skal der også til, før den pågældende bliver udvist. Vi ønsker at afskaffe trappestigeordningen ved ubetinget fængsel. Det vil sige, at en udlænding altid vil kunne udvises, hvis man bliver idømt ubetinget fængsel.«
Christian Rabjerg Madsen vurderer, at lovændringen vil føre til omkring 100 flere udvisningssager om året.
Siden tabet af sin hustru har Sven Anders flere gange efterlyst handling fra politisk side og sagt, at der ingenting sker for at forhindre beboerne fra Udrejsecenter Kærshovedgård i at begå ny kriminalitet.
Senest har han en i et tv-program hos TV Midtvest medvirket i en debat med statsminister Mette Frederiksen (S).
Der bliver ikke gjort noget konkret i forhold til dem, som Sven Anders efterspørger - dem på Kærshovedgård, de bliver ikke sendt hjem hurtigere?
»Det lovændringen lægger op handler om, at flere skal dømmes til udvisning. Vi skal i højere grad kunne dømme kriminelle udlændinge til at blive sendt hjem. Hvad angår allerede dømte kriminelle udlændinge, som skal sendes hjem, så arbejder vi løbende for at flest muligt også faktisk kommer hjem,« svarer han og fortsætter:
»Det har vi haft en betydelig succes med. Vi har historisk få i udsendelsesposition. Men der er nogle enkelte sager, hvor vi ikke kan få hjemsendt, fordi de lande, hvor de her mennesker oprindeligt kommer fra, nægter at tage i mod deres egne statsborgere,« siger Christian Rabjerg Madsen, der fortæller, at Socialdemokratiet ikke vil acceptere, at udlændinge er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne og oftere gør sig skyldig i alvorlig kriminalitet herunder også personfarlig kriminalitet.
Til B.T. har Sven Anders tidligere fortalt, at han er glad for at have fået brevet. Men han er skeptisk i forhold til, om der kommer til at ske noget.
»Det er nu et år siden, og der er ikke sket noget med Kærshovedgård, derfor jeg er jeg skeptisk, om der kommer til at ske noget.«