USAs præsident Donald Trumps tilsyneladende kovending i sagen om Jeffrey Epstein har placeret ham i strid modvind. Kritikken hagler simpelthen nedover ham - særligt fra hans egne rækker. 

Ifølge B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær er det første gang, at ellers inkarnerede Trump-tilhængere har følt sig nødsaget til for alvor at gå imod deres præsident. 

»Jeg har ikke set MAGAs topinfluencere nedsmelte kollektivt på den her måde før. De har stået bag ham gennem alt og alle anklager indtil nu,« siger Elkjær og fortsætter:

»Men det her Epstein-noget... altså, hvis der var et glas, så var det her ikke bare dråben men en kæmpe balge, der er væltet udover det hele.«

Elkjær fortæller, at hvor Trumps ord ellers normalt er noget nær lov i de her miljøer, så har der altså alligevel vist sig at være en grænse.

»De føler sig forrådt. De føler, at han dækker over pædofile, og det er simpelthen blevet for meget for dem.«

Tilbage i februar måned blev femten højreorienterede influencere inviteret på besøg til Det Hvide Hus. 

Her fik de hver udleveret en stor hvid folder med teksten: »The Epstein Files,« som et symbol på, at nu ville der for alvor komme åbenhed i sagen.

Her ses et billede fra dengang, hvor Trump-influencerne fik udleveret Epstein-mapper.
Her ses et billede fra dengang, hvor Trump-influencerne fik udleveret Epstein-mapper. Foto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dengang blev gruppen fotograferet ude foran den ikoniske bygning, mens de viftede med mappen.

Dét billede er særligt problematisk for Donald Trump nu, vurderer Jeppe Elkjær. 

»De mennesker er i et eller andet omfang blevet holdt for nar.«

Men altså, hvorfor er det, Trump tilsyneladende har ombestemt sig angående offentliggørelsen af filerne? 

»Ja, det er jo derfor, det er blevet så betændt. Fordi vi reelt ikke ved, hvad der er årsagen. Og det er der naturligt nok derfor opstået en masse teorier om. Hvad er det, Trump prøver at dække over?«