Så skete det, som mange havde ventet.
En debat ved årets Folkemøde er blevet afbrudt af pro-palæstinensiske demonstranter. Se episoden i videoen øverst i artiklen.
Den socialdemokratiske integrationsordfører, Frederik Vad, deltog torsdag eftermiddag i en samtale med debattøren Karen West, men den kom aldrig rigtig i gang, før den blev afbrudt:
»Jeg tror, at det var ved det første spørgsmål, som værten, Karen West, stillede. Så rejste en masse sig op, som havde sat sig på de forreste rækker og viftede med flag og bannere,« fortæller B.T.s podcastvært Emilie Jäger, som var til stede i teltet med titlen Frihedens Station.
Demonstranterne råbte »ingen taletid til racisme.«
Debatten handlede om et emne, som Frederik Vad har sat fokus på.
Det, han kalder for »den tredje erkendelse«, hvor han påstår, at der er veluddannede personer med indvandrerbaggrund, der undergraver det danske samfund indefra.
Den debat blev afsporet af tilråb fra demonstranter med palæstinensiske flag.
Arrangørerne var tilsyneladende forberedt på, at der kunne ske ballade.
»Nogle af arrangørerne havde fløjter med og fløjtede demonstranterne op i hovedet, indtil de gik,« forklarer Emilie Jäger, som fortæller, at politiet var lige i nærheden.
»De stak lige hovedet ind i teltet til os bagefter og spurgte, om vi var ok.«
Der har op til Folkemødets begyndelse torsdag været debat om, hvordan man skulle håndtere demonstranter og aktivister.
Det skabte stor debat og utilfredshed blandt nogle politikere, da Folkemødet opfordrede arrangører af debatter til at overveje at invitere demonstranter på scenen, hvis de afbrød arrangementer.
Senere præciserede Folkemødet, at ikke alle demonstranter er velkomne:
'Personer og grupper, der bevidst ødelægger debatter og lukker ned for andres samtaler, er ikke velkomne på Folkemødet', lød det nu i en pressemeddelelse.
Folkemødet har desuden hyret »professionelle mæglere«:
»Det er nogle folk, der er uddannet til det og er gode til at de-eskalere konflikter, at lytte og sige til folk: 'Rolig nu, nu skal vi nok til at få det til at fungere,« har Folkemødets direktør, Peter Christiansen, udtalt til Ritzau.