TV2 tog den politiske debat til nye højder – eller lavmål – torsdag aften. Danskere på Twitter og Facebook raser over 'cirkusset.' Vælgerne vil have substans, mener ekspert.
- Fra Socialdemokraterne: Mette…
- FREDERIKSEN!!
Socialdemokraternes socialordfører bliver præsenteret af kommentatoren, som om hun netop har scoret i en håndboldkamp. Og publikum svarer med et ekko af hendes efternavn.
Bænket er de, i rødt og blåt på hver deres side af banen - for der er en håndboldbane, der er tale om. Nærmere bestemt Silkeborghallerne, hvor TV2 har inviteret seere og tilskuere til en politisk debat med repræsentanter fra alle Folketingets partier.
Det hele foregår i ægte sportsånd, med flag-viftende tilskuere, hoppende heppekorspiger og løbende stillingsopdatering fra Jes Dorph Petersen, som agerer halvt vært, halvt dommer. Han har til lejligheden fået en knap, han kan trykke på, hvis politikerne taler for længe, som udløser et højt BÅÅT.
Reaktionen på Facebook- og Twitter-brugere var overvejende negativ, under og efter debatten.
- De burde kalde det 'Kampen om laveste fællesnævner'. For dælen hvor er det elendigt, skriver Erikgahner på Twitter, og bripet skriver:
- TV 2 skulle skamme sig.
Rødt Hold vandt, TV2 scorede selvmål
I kampens anledning var der ikke tale om opposition og regering, eller S-SF og V-K. Partierne blev anbragt på hver sin side af banen i Rødt og Blåt Hold.
Efter første debatemne, skole og uddannelse, var 'stillingen' lige: syv-syv. Dernæst tog Rødt Hold føringen, og de endte også med en smal sejr på 36-35.
Efter første runde, skrev julielykkes på Twitter sin mening om den anderledes TV-debat:
- Syv mål til rød blok, syv mål til blå blok, selvmål til TV2.
Gergenzola var også træt af programmet:
- Har måttet skifte væk fra TV2's valgdebat. Kan ikke rigtig tage en debat seriøst, når der buhes som var det et afsnit af Dagens Mand, skriver han.
Vælgerne vil have substans, ikke fnadder
Berlingske fik fat på medieforsker Michael Bruun Andersen fra Roskilde Universitet, RUC, efter programmet. Han nåede kun at se den sidste del af udsendelsen, men nåede at opsnappe, hvad han kalder 'cirkusstemningen.'
- En ting er at skaffe publikum til politik, det er grundlæggende en god ting. Spørgsmålet er, hvad det gør ved substansen i politik, siger han.
Kan man spille fallit, når man tager for meget cirkus ind i den politiske manege?
- Ja, det kan man jo. Der er et behov i den brede del af befolkningen for, at man ikke skal tale så meget om fnadder, men man vil gerne høre, hvad folk mener. Utilfredsheden er et udtryk for, at man faktisk gerne vil høre, hvad de her mennesker vil, siger Michael Bruun Andersen.
Ifølge medieforskeren er det også et spørgsmål om øget konkurrence medierne imellem, som gør, at man skal være mere underholdende i valgdækningen.
- I gamle dage, da der var monopol på Danmarks Radio, der spurgte man om deres program, deres fremtidsvisioner. Det vil folk stadig gerne høre.
- De folkemøder har en tendens til, at det bliver vanskeligere at få at vide, hvad de her mennesker vil, fordi det bliver en kamp på smarte, hurtige og humoristiske bemærkninger. Og publikum og seerne for den sags skyld får vanskeligere ved at skelne, hvad der er skæg, og hvad der er snot. Hvad de faktisk gerne vil, siger Michael Bruun Andersen fra RUC.
TV 2 forklarer, at aftenens vælgermøde skal ses om et af adskillige - og mere traditionelle - debatter og vælgermøder.
- Vi har haft både et topmøde mellem Helle Thorning og Lars Løkke og en partilederrunde, og vi kommer til at have et topmøde og en partilederrunde mere. Men det her er det store folkelige. Man er tilbage i forsamlingshuset, det gode gamle vælgermøde med råben og skrigen og 1.300 engagerede publikummer, siger eventchef for Nyhederne på TV 2, Ulla Pors.
DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR