Debatten om det dyre oksekød har buldret i Danmark. Prisen er tårnhøj, og det kan ses, at det er en svær pille at sluge for forbrugerne. Pakkerne er nemlig skrumpet.

Rema 1000 mindskede allerede deres oksekødpakker for syv måneder siden. Konkurrenterne følger med nu, hvilket undrer dagligvareekspert.

»Faktisk er det mærkeligt, at de andre ikke er fulgt med før nu,« siger Per Østergaard Jacobsen, der foruden at være ekspert på dagligvarehandlen er ekstern lektor på CBS. Han uddyber:

»Det kan dog hænge sammen med leveringskæden, et lager af gammel emballage eller planlagte kampagner.«

Både Coop og Salling Group har nu også fået pakker med hakket oksekød i en mindre størrelse. I Salling Group, der har kæderne Netto, Føtex og Bilka, indrømmer man, at årsagen hænger sammen med priser.

»Vi har længe haft mindre kødpakker i vores butikker, men som spot og ikke fast sortiment,« lyder det i et skriftligt svar fra pressekonsulent i Salling Group Christoffer Green Sørensen.

»De mindre pakker blev introduceret fast for et par måneder siden for at tilbyde vores kunder et lavere prispunkt, hvor mængde og pris naturligvis følges ad.«

Per Østergaard Jacobsen bemærker, at der også er en anden side generelt ved de mindre pakker. Et hensyn til den verden, der omgiver os. Der er et stigende fokus på bæredygtighed, dagligvarekæderne prøver at leve op til.

»Nogle kunder efterspørger mindre pakker. Der er flere singler, som ikke ønsker de større pakker, og det prøver man muligvis at tage hensyn til hos kæderne,«

»Rema 1000 valgte jo at mindske deres oksekødpakker, og de er nogle af dem, der har været bedst til at gå forrest med de mindre indpakninger.«

Ifølge Per Østergaard Jacobsen er de mindre pakker altså kommet for at blive. Der vil endda efter alt at dømme komme en større efterspørgsel.

Derudover påpeger eksperten, at det er godt set af dagligvarehandlen at forsøge sig med nye tiltag. Som eksempelvis blandingsprodukter med ærteprotein- eller kylling i det hakkede oksekød. Det handler om udvikling, slutter han.