Det er efterhånden ikke forbeholdt den almene dansker at købe sig en god kop kaffe.

Priserne på de gyldne bønner er på himmelflugt, og det mærker købmændene på deres kunders indkøbsvaner - de har nemlig ændret sig drastisk.

Ifølge TV 2 Nord er prisen på almindelige kvalitetsmærker nu oppe omkring 300 kroner for et kilo, og det kan man altså tydeligt mærke i SuperBrugsen i Vrå, hvor »kunderne har ændret vaner«.

»Tidligere gik mange kunder efter høj kvalitet eller en speciel personlig præference, men nu køber folk kaffe efter pris. Rigtigt mange er blevet tilbudsjægere,« siger Brugsens uddeler Jens Mejer til TV 2.

Det er de globale klimaforandringer, der har forårsaget de nu tårnhøje priser på din daglige koffeinindsprøjtning.

En af de værste tørker i mere end 70 år ramte sidste år Brasilien, og det har ført til, at man har høstet markant færre bønner i 2025/26-høsten.

Særligt de vigtige kaffeproducerende regioner Minas Gerais og Espírito Santo er hårdt ramt.