Regeringen lancerer inden længe en midlertidig nedsættelse af elafgiften i en toårig periode.

Det skriver Børsen.

Den nuværende elafgift er 72 øre per kilowatttime (kWh).

Regeringens plan er dog at reducere afgiften betragteligt til 0,8 øre per kilowatttime, der er EU's fastsatte minimumspris, lyder det.

Denne sats er den laveste som EU-medlemslandene må opkræve i elafgift.

Ud over et fokus på elafgiften har regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) også rettet fokus på priserne på mad og drikke.

I et interview med Politiken fortalte statsministeren 14. august, at regeringen igangsætter en kortlægning af årsagerne bag de stigende fødevarepriser.

Afgiftsnedsættelser på fødevareområdet kan være på vej med finansloven, varslede Mette Frederiksen desuden.