Man kender følelsen. Øjnene i nakken fra de passagerer, der står bag dig i køen til security, mens du fumler med væsker og enliters poser.

Eller også er man en af de danskere, der har fuldstændig styr på, at man selvfølgelig kun må medbringe 100 milliliter per beholder, og derfor venter irriteret på, at fumlegøjerne foran sig får pakket de medbragte væsker ordentligt.

Om man er det ene eller andet menneske, kan snart vise sig at få mindre betydning, hvis man rejser fra Billund Lufthavn.

For med en række nye 3D-scannere kan passagerer nu medbringe beholdere på op til to liter i håndbagagen, og elektronikken må også få lov til at blive nede i tasken.

Dermed skal det ikke længere placeres separat på båndet, skriver TV 2.

»I Danmark er det kun Billund Lufthavn, der har screeningsudstyr af den type, som er blevet godkendt til screening af væsker på op mod to liter,« skriver kontorchef i Trafikstyrelsen Anders Windfeldt til mediet.

Derfor sidder der nok nogle københavnere med en lang misundelsesnæse. Men tålmodighed er som bekendt en dyd.

For faktisk står Københavns Lufthavn lige nu i kø til at få godkendt de samme 3D-scannere, som Billund har fået godkendt.

Der mangler dog en række test og godkendelser, før det kan realiseres.