Det var ikke just den bedste begyndelse på ferien, som et fly fuld af rejseglade danskere fik, da de onsdag aften forlod Københavns Lufthavn.
For de nåede aldrig frem til deres feriedestination, Alicante på den spanske Costa Blanca-kyst.
I stedet landede Norwegian-fly D85373 med afgang fra København kl. 20.35 i Belgien – det bekræfter det norske flyselskab over for B.T.
»Der var indikationer på en teknisk fejl, som resulterede i, at flyet måtte lande i Bruxelles,« lyder det fra Charlotte Holmbergh, kommunikationschef hos Norwegian, torsdag morgen:
»Vi beklager, at de ikke kom frem til deres destination i går.«
For nej, faktisk kom hverken passagerer eller fly videre onsdag aften.
Derfor har de fået en overnatning på et hotel i den belgiske hovedstad frem for i eksotiske Alicante.
Men torsdag skulle det gerne lykkes at komme frem.
Norwegian oplyser videre til B.T., at D85373 forventes at flyve videre fra Bruxelles mod Alicante kl. 12.20.
I mellemtiden er flyet blevet inspiceret.
Afgangen fremgår også af Brussels Airports hjemmeside, hvor man kan se, at turen forventes at vare lige over to timer.
Hvis alt går vel i denne omgang.