I starten af maj blev priserne på oksekød dækket i adskillige medier. Nu er der igen opsigtsvækkende nyt.
Hvis du troede, at priserne på oksekød ikke kunne blive højere, tog du fejl.
»Det er historisk, det vi ser lige nu,« siger Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Fødevareøkonomisk Institut.
Oksekødet har på under en måned igen taget et gigantisk ryk opad i pris. Et halvt kilo hakket oksekød, som i starten af maj kunne fås for 62,50 kroner, koster nu 68,69 kroner.
Det er en stigning på knap 10 procent.
»Det er et stort og markant hop vi har set i oksekødpriserne,« siger Henning Otte Hansen.
Noget af stigningen bliver forklaret med høj efterspørgsel og lavt udbud, men alligevel sker der noget med priserne i danske supermarkeder, som ikke kan forklares, bemærker eksperten.
Ifølge ham er det »ikke til at sige«, om det er hos dagligevareforhandlerne eller oksekødsproducenten Danish Crown, man skal finde resten af forklaringen.
»Man kan ikke lige se, hvem eller hvad der er den skyldige del,« siger han.
Henning Otte Hansen vurderer, at kunderne formentlig vil reagere på de høje oksekødpriser ved at købe enten mindre kød eller vælge andre kødprodukter.
Slår man oksekødpriserne i Europa op, kan man se, at kurven lægger tæt på den danske kurve. Der er altså i alle europæiske lande i gennemsnit sket en markant stigning.
Dagligvarehandlen har blandt andet indført mindre pakker med oksekød. 400 gram oksekød med et fedtindhold på 8-12 procent er blevet den mest udbredte pakke i kølemontren i stedet for 500 gram.
Det gør det vanskeligt for den almindelige forbruger at se, hvor massivt kiloprisen i virkeligheden er steget. Hvor 500 gram oksekød i februar kostede 52,40 kroner i de fleste butikker, koster 400 gram - altså tyve procent mindre - i dag 54,95 kroner. Regner man op til et halvt kilo, betaler man altså nu 68,69 kroner per halvkilo.
I grafen fra Eurostat nedenfor er det den lysebrune linje, der er oksekød. Den mørkegrønne er generelle fødevarepriser. Oversigterne fra Europa og Danmark viser, at oksekødpriserne er steget over 40 procent i hele Europa siden 2020 og mere end 37 procent i Danmark.