Når snakken falder på transportmidler til udlandsferier, tænker de fleste nok automatisk på fly, bil, tog eller færge.

Men ikke kæresteparret Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller. For dem er cyklen blevet den foretrukne måde at transportere sig rundt på ferie.

Parret mener nemlig, at det præger ferien betydeligt at have cyklen med.

»Cyklen åbner et helt univers for en, fordi man er meget tæt på naturen med den og kan mærke luften og duftene. Menneskerne kommer også tættere på,« siger Martin Lohmann Møller og uddyber: 

»De kan let kontakte os. Hvis man er i en lille landsby i Schweiz, skal der ikke så meget til, før der kommer nogen og spørger, hvor man er fra, og hvad man skal.«

Martin Lohmann Møller og Katja Nørgaard Hansen har sammen cyklet titusindvis af kilometer på ferier både herhjemme og i udlandet – blandt andet i Schweiz, hvor cykelturene til udlandet begyndte.

B.T. har talt med dem i forbindelse med en række artikler, hvor vi sætter fokus på folk, der holder anderledes eller billigere ferier.

Parret uddyber, at de i forbindelse med den første cykelferie fløj til den schweiziske by Basel, hvor den lange cykeltur tog sit afsæt. 

»Vi cyklede derfra og tilbage igen gennem en række lande. Vi endte med at cykle 1.100 kilometer på 21 dage,« fortæller Katja Nørgaard Hansen.

På turen cyklede de gennem Frankrig, Tyskland, Schweiz, Italien, Lichtenstein og Østrig. 

Parret fik cyklet en del i Alperne på deres tur. På billedet er de kommet til Gemmipasset i de schweiziske alper.
Parret fik cyklet en del i Alperne på deres tur. På billedet er de kommet til Gemmipasset i de schweiziske alper. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge parret er Schweiz et godt sted at starte, hvis man vil på cykelferie i udlandet. Det skyldes, at man på den måde kan forberede sig på efterfølgende cykelture i mere bjergrigt terræn, end vi er vant til herhjemme.

Katja Nørgaard Hansen fortæller i den forbindelse en anekdote fra en dag, hvor de manglede at sted at overnatte. 

»En sen eftermiddag stoppede vi i Walkringen, en lille by, hvor det viste sig, at en gammel mand havde set os og var kørt ud for at lede efter os. Han boede i byens bageri og endte med at invitere os hjem til sit og konens hjem,« forklarer hun.

Manden havde set det fremmede par komme cyklende med oppakning, og havde ledt efter dem af nysgerrighed.

Hjemme hos ægteparret fik de gæstfriheden at mærke i form af kost og logi, et hjemmebagt brød samt historier om det gamle bageri. 

Men mødet efterlod dem også med følelsen af at have lært nye personer at kende. 

Når Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller er på cykelferie, sover de ikke kun i bygninger, men overnatter også deres medbragte telt.
Når Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller er på cykelferie, sover de ikke kun i bygninger, men overnatter også deres medbragte telt. Foto: Privatfoto
Vis mere

Imødekommenhed fra lokale er dog ikke det eneste, cykelferier kan resultere i. 

Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller oplevede begge, at også en form for følelse af fællesskab voksede frem mellem dem og de lokale. 

Det skete blandt andet, da de cyklede fra Schweiz til Italien ad Stelvio-passet i de italienske alper, der er notorisk kendt for sine sving og stejlhed. 

»Modsat de andre cyklister på passet kom vi cyklende med en kæmpe oppakning, og det gav en masse hep med på vejen, og det endte med, at vi blev hyldet, da vi nåede op på toppen,« forklarer hun. 

Katja Nørgaard Hansen præciserer, at hun er overbevist om, at parrets tur havde været en helt anden, hvis ikke det var for parrets cykler. 

»Det er noget af det, cyklen kan. Den åbner ligesom for oplevelser, man ikke får, hvis man rejser på andre måder. For eksempel i bil,« fastslår Katja Nørgaard Hansen. 

Sidenhen har de sammen været afsted på flere cykelferier til blandt andet Canada, Argentina og Afghanistan.

Du kan følge parret på deres cykelferier på deres Instagram-profil, katjaogmartin.dk, hvor de deler deres oplevelser med verdenen.