Da sommersolen begyndte at blive skiftet ud med byger og skyer herhjemme, satte det tilsyneladende ild til danskernes rejsefeber.
Helt konkret har det ført til, at man hos rejseselskabet Apollo nu har registeret en salgsstigning på næsten 15 procent sammenlignet med sidste år for den kommende efterårsferie.
I øjeblikket er ni ud af ti pakkerejser til efterårsferien derfor allerede udsolgt, oplyser Apollo i en pressemeddelelse.
»Når regnen siler ned herhjemme, drømmer vi os hurtigt sydpå. I det øjeblik sommervejret svigtede, så vi både webtrafikken og salget stige markant,« forklarer Glenn Bisgaard, der er salgsdirektør hos Apollo Rejser i Danmark.
Særligt er den græske ferieø Kreta og De Kanariske Øer i Spanien blandt favoritterne, lyder det.
Udviklingen taler også ind en tendens, man har lagt mærke til hos Apollo:
At flere og flere søger mod sol og varme ved Middelhavet - også i efteråret.
»Interessen for sensommerrejser er steget markant de seneste år, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Klimaet omkring Middelhavet er på sit allerbedste, badevandstemperaturerne er fantastiske, og samtidig er antallet af turister færre end i højsæsonen,« fortæller Glenn Bisgaard.