Prins Joachim har tidligere lavet flere tv-programmer, og nu er han aktuel på skærmen igen.
Det sker i en spritny video, som Forsvaret har udsendt i anledning af Flagdagen fredag.
En alvorlig prins Joachim stirrer direkte ind i kameraet, mens han i et alvorligt tonefald siger ordene:
»Kan du mærke det, verden forandrer sig. Hurtigt. Vi forsøger alle at følge med. Nye udfordringer, nye overvejelser. Alting i bevægelse. Men en ting står fast: Vores taknemlighed over for de mænd og kvinder, der står vagt om Danmark og hele kongeriget.«
I videoen ser man forskellige klip fra brændpunkter og ulykker, ligesom man ser udsendte soldater på mission.
Prins Joachim opfordrer videre til, at man hejser flaget på flagdagen den 5. september for at hylde de danske udsendte.
»I dag (fredag, red.) hejser vi flaget, ikke kun som symbol på vores fællesskab, men som en gestus af dyb respekt for alle, der har båret Dannebrog på uniformen,« lyder det fra prins Joachim.
»Flaget er mere end farver i vinden, det er en påmindelse om vores vilje til at stå sammen, om vores fælles historie og om en fremtid, hvor vi aldrig glemmer, at noget er værd at kæmpe for,« afslutter han i videoen.
Prins Joachim har i den grad en nær tilknytning til Forsvaret.
Han er i øjeblikket ansat som forsvarsindustriattaché med base i Washington, og han tog tilbage i 2019 den højt rangerede militære ledelsesuddannelse på École Militaire i Paris.