Selvom hans mor er den kommende dronning af Norge, så har Marius Borg Høiby ikke blåt blod i årene.
For den 28-årige skandaleprins – der nu står tiltalt for et væld af anklager om alt fra vold og trusler til voldtægt og mishandling – er resultatet af en affære, kronprinsesse Mette-Marit havde, længe før hun mødte kronprins Haakon.
Både Marius Borg Høiby og resten af den norske kongefamilie skulle dog selv i dag have et ganske harmonisk forhold til hans far, erhvervsmanden Morten Borg.
Han har dog på intet tidspunkt vist sig eller udtalt sig i forbindelse med de mange anklager, der er væltet ned over hans søn – og faktisk har han selv lignende lig i lasten.
Historien starter helt tilbage til dengang, hvor kronprinsesse Mette-Marit levede et ganske anderledes liv, da hun som ung var en del af Oslos housemiljø, hvor hun festede, eksperimenterede med stoffer og var sammen med flere djs.
For én af dem var Marius Borg Høibys far.
Den daværende Mette-Marit Tjessem Høiby boede dengang i kollektiv i Lillestrøm med Morten Borg, og en kort affære resulterede i en graviditet, som hun gennemførte alene.
Som lille boede Marius Borg Høiby dog omtrent hver anden weekend hos sin far, der dengang boede i sin brors lejlighed i Oslo.
Var 'en gave' til det norske kongehus – men fulgte sin fars fodspor
Marius Borg Høiby var bare to år gammel, da hans mor til stor opstandelse blev kærester med kronprinsen af Norge.
Og da de to år senere blev gift, var Morten Borg inviteret med til brylluppet, mens den dengang fireårige Marius Borg Høiby bar ringene.
Kronprins Haakon betakkede i sin bryllupstale bonussønnen som »en gave«, men det var aldrig på tale, at han skulle adoptere den lille dreng.
Og kong Harald gjorde aldrig besværet, der skulle til for at gøre ham til prins, selvom han tydeligt indtog rollen som bedstefar.
Faren Morten Borg er dog noget mere privat anlagt, men på Marius Borg Høibys første skoledag mødte han op sammen med kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.
Som teenager flyttede Marius Borg Høiby så fast ind hos sin royale familie i residensen Skaugum. En residens, han igen boede ved i sit eget hus, da skeletterne begyndte at vælte ud af skabet i august sidste år.
I dag står han tiltalt for 32 strafbare forhold, som han har nægtet sig skyldig i – udover et enkelt tilfælde af vold og et om hærværk, ligesom han har erkendt at have et misbrug af alkohol og stoffer.
Og her falder æblet ikke langt fra stammen.
I dag arbejder hans far, den 57-årige Morten Borg, som iværksætter og finansanalytiker.
Men han har flere straffesager bag sig. Han er dømt for alt fra vold til spritkørsel, ligesom han har siddet fængslet to gange for at besidde, købe og sælge kokain.
Morten Borg har desuden givet Marius Borg Høiby en i dag 20-årig lillebror fra ægteskabet med den ti år yngre model og tæppeimperiumarving Celine Maktabi, som han blev skilt fra for seks år tilbage.
Derudover har Marius Borg Høiby yderligere to halvsøskende på sin 52-årige mor kronprinsesse Mette-Marits side, den 21-årige prinsesse Ingrid Alexandra og 19-årige prins Sverre Magnus, som hun har fået med kronprins Haakon.