Dronning Mary har vakt opsigt, siden hun torsdag for første gang fortalte om sit eget syn på prinsesse Isabellas opsigtsvækkende ‘Bollede ham i går’-trøje.
Ifølge kommunikationsekspert Anna Thygesen var svaret decideret ‘genialt’ – men også langtfra tilfældigt.
»Det er genialt, fordi det er sjovt, og det tager fuldstændig brodden af den kritik, der dog har været af den T-shirt.«
»Hun får det simpelthen slået hen med en kæk bemærkning, samtidig med, at hun udstråler autoritet og får sagt, at det var dumt gjort, men unge mennesker laver fejl en gang i mellem,« forklarer Anna Thygesen.
»Min første tanke var: 'Er du helt væk?« svarede dronning Mary og tilføjede:
'Nogle beslutninger er bedre end andre.'
Anna Thygesen mener, at svaret især er genialt sammensat, fordi det både appellerer til dem, der måske syntes, T-shirten var sjov, men også til dem, der syntes, den var for meget.
Kommunikationseksperten påpeger også, at det særligt fungerer godt, fordi dronning Mary prikker lidt til sin datter – en situation som mange andre teenageforældre måske kan genkende.
»Det er et kriseredskab at bruge humor, men hun topper den med at bruge prinsessens egne ord, og det er jo sjovt. Det bliver en lille battle mellem mor, far og barnet,« siger Anna Thygesen.
Hun påpeger, at det bestemt ikke virker tilfældigt, at dronning Mary leverer to så skarpe sætninger som svar.
»Hun har fuldstændig styr på, hvad hun siger. Hun holder en bevidst pause, og der er styr på, at det ikke bliver for langt. Først kommer det sjove, og så det alvorlige, og det appellerer til alle med teenagere eller unge mennesker, som synes, det er sjovt,« forklarer Anna Thygesen.
Hun mener også, at der to særlige grunde til, at det netop er dronning Mary og ikke kong Frederik, der svarer på spørgsmålet.
»For det første er ‘helt væk’-kommentaren sjovest, når det er den, prinsesse Isabella sagde det til, der leverer den. Det ville ikke være lige så sjovt, hvis det var Kongen, der sagde det,« siger Anna Thygesen.
Derudover mener kommunikationseksperten også, at det kun gør situationen endnu sjovere, at det netop er dronning Mary, der leverer kommentaren – fordi vi ikke er lige så vant til at se hende give kække svar.
»Dronning Mary er bare god til det. Hun er sådan en, der holder på formerne, og derfor virker det bedre, når hun giver den gas i sådan en situation. Jeg tror rent ud sagt, hun bedre kunne levere det end Kongen,« siger Anna Thygesen.
Normalt har vi ikke set Kongeparret kommentere deres børns opførsel i offentligheden, men dronning Marys svar viser også, at det er nye tider på den front i Kongehuset.
»De har taget en beslutning om, at vi bliver nødt til at kommentere. Ellers kunne de sige ‘ingen kommentarer’ til meget i 10 år,« siger Anna Thygesen og tilføjer:
»Der er noget præventivt i at bruge humor og så etablere en bagatelgrænse og vælge noget ud, man så kommenterer. Og der er det ikke dumt at vælge den her ud, fordi det har humor,« forklarer kommunikationseksperten.
Risikerer Kongeparret, at de nu har åbnet op for en masse spørgsmål om børnenes opførsel i fremtiden?
»De vil hellere det end at løbe en risiko for at blive kritiseret for ikke at svare på noget. Det er en afvejning af, hvad passer bedst på brandet, og hvis man vil have en moderne, royal identitet, er det ikke en farbar vej ikke at svare på noget,« lyder det fra Anna Thygesen.