Først fik hun kritik for at fotoshoppe et billede, så fik hun ros for sin ærlige og rørende video, og nu får prinsesse Kate igen ros for at sige og gøre det rigtige.
Sådan lyder det fra kommunikationsekspert Anna Thygesen, efter det britiske kongehus udsendte en overraskende video mandag aften.
Her fortalte prinsesse Kate på rørende vis, at hun har færdiggjort sin kemobehandling og vil koncentrere sig om at forblive kræftfri, alt imens man ser hende, prins William og deres tre børn hygge sig sammen i naturen.
»Denne tid har frem for alt mindet William og mig om at reflektere og være taknemmelige for de enkle, men vigtige ting i livet, som så mange af os ofte tager for givet. Om simpelthen at elske og blive elsket,« siger hun blandet andet i videoen.
Videoen er optaget i august i Norfolk, hvor parret har en større ejendom. Til dagligt bor de i en ejendom ved slottet i Windsor.
Anna Thygesen er fuld af begejstring for kommunikationen i den nye video.
»Man kan godt se, at det ikke er håndholdt, men det er alligevel så frit, og det er blæret lavet,« siger hun om den tre minutter lange video, der minder om en lille film.
»Det minder om noget i en reklamefilm, og alligevel er det ret personligt, så det er godt,« siger hun og roser det britiske kongehus for videoens budskab:
»Budskabet er rimelig simpelt. Nu er hun gået igennem de sidste behandlinger, og nu skal hun koncentrere sig om at holde sig cancerfri. Og det har været hårdt for dem, men de har støttet hinanden,« siger hun.
Hun synes desuden, at det virker godt, at Kate også bakker om andre kræftramte i videoen.
Videoen er noget anderledes end det, man plejer at se fra et kongehus, men ifølge Anna Thygesen fungerer den alligevel rigtig godt.
»Det er lidt filmagtigt, men alligevel også meget britisk med lidt skotsk musik til sidst, så det kunne være mange steder i England. Der er vand, marker og skov, » siger hun og tilføjer:
»Det er helt simpelt, og det budskab hun kommer med er, at alt andet er ligegyldigt, når man er syg – og også når man har hinanden.«
»Det er stærk kommunikeret, og det kommunikerer virkelig godt til englænderne, der også har været noget kritiske.«
Vil du høre mere om prinsesse Kate, grev Nikolai, kong Frederik og andre royale? Så lyt med i B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.