Sæsonen for kongejagter er gået i gang, og kong Frederik har allerede været af sted på tre af slagsen den seneste måned. Men én af jagterne har ikke fremgået af Kongehusets kalender.

Ligesom sidste år har Kongehuset nemlig valgt at bryde traditionen og ikke invitere pressen til jagten i Gribskov. Og det undrer eksperter.

Jagten i Gribskov med efterfølgende jagttaffel på Fredensborg Slot har ellers været kendt som den mest pompøse og fineste af de kongelige jagter.

Det er her, at deltagerlisten ofte har bugnet af både danske og udenlandske adelsfolk og kongelige, og det er her, at man tidligere har set Kongefamilien og deres gæster gå rundt og beundre dagens jagtudbytte, der ved nogle lejligheder blev lagt frem til skue på slottets gårdsplads.

Kronprins Frederik ved en jagt i Gludsted i 2018.
Kronprins Frederik ved en jagt i Gludsted i 2018. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men sidste år blev pressen forment adgang til jagten – for første gang i mere end 15 år. Kongehuset valgte dog selv at dele billeder og gæsteliste fra jagten efterfølgende, så man kunne få indsigt i deltagerne.

Men i år er det helt slut med at se med for pressen og offentligheden. Jagten blev afholdt 14. november, oplyser Kongehuset til B.T., men den har ikke fremgået af Kongehusets kalender – ligesom det ikke er muligt at få udleveret en deltagerliste over deltagerne.

Især sidstnævnte undrer flere eksperter.

Ifølge eliteforsker ved CBS, Christoph Ellersgaard, er det vigtigt, at offentligheden og pressen kan følge med i, hvem der kommer til jagterne.

»Dem, der kommer med, får jo en slags anerkendelse fra Kongehuset. Derfor er det spændende at vide, hvem der får den anerkendelse,« siger han og tilføjer:

»Det giver jo et signal til os om, hvem der er Kongehusets inderkreds, og hvem der måske kan drage økonomisk fordel af det på et andet tidspunkt.«

Er det problematisk, at vi ikke kan få indsigt i denne jagt?

»Ja, det er problematisk, for det gør det sværere for os at kortlægge magten.«

Det har været en gammel tradition at pressen har været med ved kongejagterne i Gribskov. Her ses vildtparaden efter jagten i 2016.
Det har været en gammel tradition at pressen har været med ved kongejagterne i Gribskov. Her ses vildtparaden efter jagten i 2016. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kongehusekspert og historiker Sebastian Olden-Jørgensen undrer sig også over lukketheden om jagten:

»Det er en påfaldende indskrænkning af Kongehusets offentlighed, og Kongehuset bør altid tænke sig godt om, når de lukker for den forventning, som befolkningen har om, at meget store dele af de kongeliges liv er offentligt,« siger han og tilføjer:

»Så det er påfaldende. Det må være noget, de virkelig vil (holde pressen væk fra jagten på Fredensborg, red.).«

B.T. har spurgt Kongehuset om en begrundelse for, hvorfor pressen ikke blev inviteret med til jagten i Gribskov, hvorfor det ikke er muligt at se deltagerlisten, samt om Kongehuset selv betragter jagten som et privat arrangement eller som et offentligt arrangement.

Det har ikke været muligt at få svar fra Kongehuset.