Den 4. september skal Kronprinsen ud i verden.
Det skriver Kongehuset, der kan fortælle, at kronprins Christian skal til det østlige Afrika for at arbejde på en farm.
Der er tale om et 'længerevarende ophold', skriver Kongehuset.
»Kronprinsen skal indgå i den daglige drift af to farme, hvilket blandt vil indebære praktiske og administrative opgaver samt give Kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse.«
Det er planen, at Kronprinsen vender tilbage til Danmark til december.
Kongehuset forklarer yderligere i deres pressemeddelelse, at der er en lang tradition for, at Kongehusets medlemmer tager ud i verden.
»I den kongelige familie er der en lang tradition for, at tronfølgerne i deres ungdom tager på længerevarende ophold i udlandet og får mulighed for at udvikle sig og opleve verden.«
Men det er ikke meget, offentligheden skal forvente at høre om turen.
»Det er Kongeparret og Kronprinsens håb, at der vil være forståelse for, at udlandsopholdet forbliver privat fra start til slut. Af den årsag offentliggøres der ikke flere detaljer om opholdet,« lyder det.
Kronprinsen fortalte ved sin sidste eksamen, at han netop havde planer om at 'se verden', nu når skolen var forbi.
Han afsluttede sin skolegang på Ordrup Gymnasium med et 10-tal og den unge student har siden nydt sommeren.
Kronprins Christian startede sin gymnasietid på Herlufsholm Gymnasium, men efter TV 2's dokumentar om mobning og voldelige overgreb besluttede kong Frederik og dronning Mary, at Kronprinsen måtte skifte.
Det endte som bekendt med en ungdomsuddannelse fra Ordrup Gymnasium, hvor han har været siden 2. g.
Hør mere om Kronprinsen og hans sommer i 'Kongehusets bag kulissen'.