Sagen om kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg Høiby får nu opmærksomhed fra Norges statsminister.
Marius Borg Høiby har i en offentlig udtalelse erkendt, at han under påvirkning af kokain har slået sin 'kæreste'. Han har siden indvilliget i at lade sig afhøre at det norske politi.
I en udtalelse til nyhedsmediet NTB slår statsminister Jonas Gahr Støre nu fast, at der er stor politisk støtte til det norske kongehus.
»Jeg vil ikke kommentere detaljerne i, hvad vi nu har fulgt de sidste par dage, men det er en familie med nogle helt klare udfordringer, hvilket også gør sig gældende for en god del andre familier i Norge,« lyder det indledningsvis.
»Denne familie, i modsætning til dem, må udholde fuld opmærksomhed på sig. Det kan jeg forestille mig er en stor belastning,« fortæller statsministeren videre.
Han slår fast i sin udtalelse, at opbakningen til kongehuset i Norge stadig er stærk, og han roser den kongelige families arbejde.
»Det her er et øjeblik, hvor vi finder ud af, at de også bare er en familie. Og i en familie er der også udfordringer og problemer, også i denne.«
B.T. har tidligere talt med en norsk kongehusekspert, der på samme måde mener, at der stadig er støtte til det norske kongehus, der altid har været populært.
Dog mener hun, at de mange skandaler, der fylder for tiden, kan komme til at skygge for det store arbejde, som de kongelige udfører.
Det kan du læse mere om her.
Det vides endnu ikke, hvornår Marius Borg Høibys sag skal for retten.