Der er støj i det norske kongehus. 

Ikke nok med at prinsesse Märtha Louises bryllup med shamanen Durek Verrett har tiltrukket sig negativ opmærksomhed, så har kronprinsesse Mette-Marits søn også været i offentlighedens søgelys efter en alvorlig sag om vold mod en 20-årig kvinde. 

I en længere udtalelse fortalte Marius Borg Høiby, at han havde udøvet vold på kvinden, som han kalder sin kæreste, og at det skete, mens han var influeret af kokain. 

»Sidste weekend skete der noget, som aldrig burde være sket. Jeg begik legemsbeskadigelse og ødelagde genstande i en lejlighed i beruselse af alkohol og kokain efter et skænderi,« lød det fra den unge mand. 

Til B.T. fortæller den norske kongehusekspert Caroline Vagle, der er ansat af det norske Se og hør, at det ikke kan undgå at smitte af på det norske kongehus popularitet med de skandaler, der omgiver dem for tiden. 

»Skandalerne går ud over hele familien. Det har været lidt mere støj hos den kongelige familie på det sidste, og det kommer også til at gøre noget ved det norske folks opfattelse af kongehuset,« forklarer hun. 

Kongeparret i Norge er ellers utrolig populært, men de seneste udviklinger har kastet en længere skygge. 

»Jeg har tidligere sagt 'stakkels kongepar', og det mener jeg, for det må være rigtig hårdt for dem. Det skygger for det gode job, de ellers gør som kongelige.« 

Kongeparret har ikke udtalt sig i sagen med Marius Borg Høiby. Kongehusets kommunikationsafdeling har udtalt, at man ikke har ydet rådgivning til kronprinsessens søn, da han ikke er kongelig. 
Kongeparret har ikke udtalt sig i sagen med Marius Borg Høiby. Kongehusets kommunikationsafdeling har udtalt, at man ikke har ydet rådgivning til kronprinsessens søn, da han ikke er kongelig.  Foto: Lise Åserud/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

For Caroline Vagle blev det især tydeligt, da sagen med Mette-Marits søn rullede, mens kronprinsparret var taget til OL i Paris. 

»De skal være der for at støtte de norske atleter, men det bliver en skandale, der er i fokus, og det er jo ærgerligt.« 

Specielt for kronprinsesse Mette-Marit kunne hendes søns opførsel få konsekvenser. 

»Kronprinsessen har åbnet flere krisecentre for voldsramte kvinder, og nu er det noget, der er sket i hendes egen helt tætte familie. Jeg håber, hun fortsætter sit arrangement, men det er da klart, at det må være svært, når hun nu får det så tæt på.« 

Til spørgsmålet om hvorvidt sønnens opførsel kan påvirke den norske befolknings forhold til Mette-Marit, mener Caroline Vagle, at befolkningen godt kan skelne. 

»Nu er det jo ikke hende, der har gjort noget galt, men Marius er jo en del af familien, og det er klart, det her sker for hele familien, og der er mange, der har holdninger til sagen.« 

Hun håber dog, at kronprinsessen vil fortsatte med at tale for voldsramte kvinder. 

»Det er vigtigere end nogensinde.«

Men selvom stemningen omkring kongehuset er blevet koldere efter de seneste udmeldinger fra Marius Borg Høiby og prinsesse Märtha Louise, så mener kongehuseksperten stadig, at kongehuset står stærkt. 

»Det har det gjort i mange år, og det er jo ikke fordi, at det norske kongehus er det eneste, der har oplevet skandaler. Jeg tror på, at de nok skal komme igennem det. Det er fortsat populært blandt befolkningen, men det er klart, at det der sker nu, påvirker folk.«

Marius Borg Høiby har med sin udtale indrømmet volden og undskyldt over for den unge kvinde.

Gennem sin bistandsadvokat har kvinden afkræftet, at de to er i et forhold, men hun er glad for, at han nu har erkendt forløbet.

Det vides endnu ikke, hvad det retslige efterspil af sagen bliver. 

Vil du høre flere royale nyheder, så lyt til 'Kongehuset bag kulissen'. I seneste udgave bliver der sat fokus på Kongeparrets sommerferie og det faktum, at Kronprins Christian både var student og regent.

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.