Mens sagen om Marius Borg Høiby bliver mere og mere betændt, bliver hans mor, kronprinsesse Mette-Marit, også hevet længere og længere ind i den.

Ifølge norsk kongehusekspert ser det 'ikke specielt godt ud for kronprinsessen'.

Et spørgsmål bliver nemlig stadig mere og mere aktuelt: Hvor meget vidste kronprinsesse Mette-Marit om sin søns adfærd? Og har hun på nogen måde holdt hånden over ham?

»Dette er uden tvivl en alvorlig sag. Der kommer fortsat nye detaljer, som gør, at det ikke ser specielt godt ud for kronprinsessen,« siger Caroline Vagle, der er kongehuskommentator hos norsk Se og Hør.

Marius Borg Høiby er en del af den kongelige familie men ikke en del af kongehuset.
Marius Borg Høiby er en del af den kongelige familie men ikke en del af kongehuset. Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis alt, som er kommet frem, er rigtigt, må jeg sige, at hun har sat mor-rollen foran rollen som kronprinsesse og kommende dronning,« siger hun.

Og hvis det er tilfældet, så er det et problem for både kongehuset og kronprinsessen:

»Jeg kan forstå at moderinstinktet er så stærkt, at hun vil gøre alt for sin søn, men i hendes position burde hun absolut tænke længere end det,« vurderer Caroline Vagle.

Sagen om Marius Borg Høiby, der er den norske kronprinsesses 27-årige søn fra et forhold, som hun havde, før hun mødte kronprins Haakon, har varet i mere end to måneder.

Den norske kongefamilie.
Den norske kongefamilie. Foto: Lise Åserud/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden han første gang blev anholdt og sigtet for vold mod en ekskæreste i begyndelsen af august, har anklagerne væltet ned over ham.

Han er blevet sigtet for vold mod yderligere to ekskærester samt drabstrusler mod en fjerde person. Og derudover har der været anklager nærmest ugentligt de seneste to måneder om alt fra kriminelle venner til et mistet kørekort og et brudt polititilhold.

Senest er kronprinsesse Mette-Marit også blevet trukket mere og mere ind i sagen, da det først kom frem, at kronprinsessen angiveligt blev advaret af politiet forud for advarslen, og at hun muligvis hjalp med at rydde lidt op i sin søns bolig, før politiet kom.

Og senest har Marius Borg Høibys ekskæreste, Juliane Snekkestad, som han var kærester med fra 2018 til 2022, afsløret, at hun varskoede kronprinsessen om Marius' problemer med 'aggression og vold' tilbage i 2023.

Marius Borg Høiby.
Marius Borg Høiby. Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Snekkestads advokat har bedt politiet om at indkalde Mette-Marit til afhøring, og politiet er i gang med at undersøge, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Ifølge Caroline Vagle er politiet i fuld gang med den fortsatte efterforskning:

»Der er mange, som skal afhøres, og vi ved, at både de forurettede og Marius alle er blevet afhørt mange gange,« siger hun og fortsætter:

»Hvorvidt kronprinsessen bliver kaldt ind til afhøring eller ikke, ved vi ingenting om. Uanset er det en omfattende sag, og det er rigtigt og vigtigt, at politiet tager den alvorligt og bruger den tid, som der skal til. Jeg tror ikke, vi kan forvente en eventuel retssag før til næste år, og måske ikke før til næste efterår,« siger hun.

Hør mere om balladen i det norske kongehus og om kronprinsesse Mette-Marits problemer i B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'.