De seneste dage har både kronprins Christian og prinsesse Isabella festet i bøgeskoven i Skanderborg under dette års Smukfest.

Tidligere har det næsten været en tradition, at daværende kronprins Frederik dukkede op på festivalen, men meget tyder på, at det ikke sker i år.

Se og Hør mødte således prinsesse Isabella under Tessas koncert på Smukfest torsdag aften og spurgte hende, hvorvidt hun havde resten af familien med.

Her lød svaret klart:

Kongefamilien, på nær Kronprinsen, var i sidste uge samlet på Graasten Slot.
Kongefamilien, på nær Kronprinsen, var i sidste uge samlet på Graasten Slot. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Nej, det er kun min bror,« sagde prinsesse Isabella til mediet.

Derfor må man altså formode, at kong Frederik ikke dukker op i år, selvom den kongelige kalender ellers er tom, og der dermed godt kunne være plads til et besøg.

Sidste år var Kongen heller ikke at finde på festivalen, som han ellers besøgte flittigt som kronprins.

Særligt mindeværdigt var det, da kronprins Frederik i 2018 pludselig entrerede scenen under en sen aftenkoncert med bandet Nephew. 

Som kronprins var han nærmest fast inventar på Smukfest, men hverken sidste år eller i år har Kongen vist sig på festivalen i Skanderborg.
Som kronprins var han nærmest fast inventar på Smukfest, men hverken sidste år eller i år har Kongen vist sig på festivalen i Skanderborg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dengang var B.T. først med historien, som du kan læse mere om her.

Men nu tyder noget altså på, at kong Frederik har valgt at overlade festivalscenen til sine børn, og særligt prinsesse Isabella har da også vakt opsigt i år.

Onsdag blev hun under en koncert med raptrioen Suspekt fotograferet iført en t-shirt med teksten 'Bollede ham i går.' En t-shrit, der stammer fra gruppens merchandise-linje.

Den opsigtsvækkende t-shirt har skabt debat, og blandt andet royalist og iværksætter Jim Lyngvild var hurtig til at stemple ind i debatten.

»Jeg blev først selv grebet af den der: 'Ej, det kan man da ikke'. Og jeg tænkte: 'Hvem har dog sagt ja til det?' Men da det lige var forpasset, tænkte jeg faktisk: 'Det er genialt',« sagde han til B.T. torsdag.

Omvendt mente politisk kommentator og kommunikationsrådgiver Jarl Cordua ikke, at sådan en t-shirt sømmer sig for en prinsesse.

»Jeg synes ikke, det er helt gennemtænkt at tage sådan en t-shirt på, for de kongelige skal spille en rolle, hvor man er lidt ophøjet. Der skal være en vis stil og en vis klasse,« udtalte Jarl Cordua til B.T.