Til februar får kronprins Christian sig en helt ny hverdag. 

Her slår dørene til Slagelse Kaserne sig nemlig op, og den unge kronprins begynder sin militæruddannelse med fire måneder hos Garderhusarregimentet. 

Men hvad kan Kronprinsen egentlig forvente? Og er det rigtigt, at han i sin uddannelse skal have med heste at gøre? 

Det kan du læse meget mere om her.

Der er i første omgang tale om hærens basisuddannelse, som Kronprinsen skal i gang med over de fire måneder. 

Det bekræfter Kongehuset til B.T. 

»Kronprinsen har valgt at aftjene sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse fra februar 2025. Værnepligten er også kaldet Hærens Basisuddannelse og strækker sig over fire måneder,« oplyser Kongehusets Kommunikationschef Lene Balleby.

Til B.T. fortæller presseofficer ved Garderhusarregimentet Patrick Kjellerup, hvad der mere præcist skal ske, når kronprins Christian skal stå ret i Slagelse. 

»Fire måneder er det 'normale' forløb, vi har, hvor man kommer gennem basisuddannelsen,« forklarer presseofficeren.

Han svarer også på, om Kronprinsen kommer til at stifte bekendtskab med heste i denne del af uddannelsen. 

»Nej, han kommer ikke til hest. Så skal han vælge at blive officer som sin far, men det ved vi jo af gode grunde ikke noget om endnu,« lyder det, da det først er som officer i Garderhusarregimentet, at man får med hestene at gøre. 

Kronprins Frederik ankommer til Garderhusarregimentets årsdagsfest på Antvorskov Kaserne ved Slagelse lørdag d. 20. november 2010. Her gives honnør.
Kronprins Frederik ankommer til Garderhusarregimentets årsdagsfest på Antvorskov Kaserne ved Slagelse lørdag d. 20. november 2010. Her gives honnør. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Basisuddannelsen består af flere feltøvelser, førstehjælp, brug af radio og håndtering af våben. 

Kronprinsen kan se frem til et par hårde feltturer, hvor han skal lære om beredskab og at klare sig i naturen. 

Under de fire måneder er Kronprinsen kun på kasernen i Slagelse, og han skal ifølge Patrick Kjellerups oplysninger have en helt ordinær uddannelse på skolen. 

»Intentionen er, at han indgår på lige fod med alle andre. Dermed er han også på stue sammen med flere andre og deltager i alle øvelserne for at gennemføre uddannelsen,« siger presseofficeren. 

Kronprins Christian vender hjem til jul efter sin dannelsesrejse til Afrika, og det var da også ved annonceringen af hjemvendelsen, at han satte egne ord på den kommende uddannelse. 

'Nu begynder jeg også så småt at glæde mig til at vende hjem til familien i Danmark og fejre jul om nogle uger. Og så ser jeg frem til nye udfordringer! I februar begynder jeg som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse,' lød det fra Kronprinsen. 

Andre læser også