99,8 procent.

I så mange tilfælde af formodede hjertestop siden maj 2021 har der været hjerteløbere i nærheden, hvis det tilfældet har fundet sted i Region Midtjylland.

Derfor vil regionsrådet nu besluttet, at det er tid til at afvikle alle 112-førstehjælpsordningerne.

Det skriver Region Midtjylland på sin hjemmeside.

»Hjerteløberordningen fungerer godt, og der er nu hjerteløbere godt fordelt i hele regionen. Vi har nu i tre år haft en overgangsordning med frivillige i to ordninger, og det er der ikke længere brug for. Jeg vil gerne takke alle, der er og har været klar til at rykke ud med akut hjertehjælp. I redder liv og førlighed og gør en kæmpe forskel,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Ofte kan frivillige hjælpere nå hurtigt frem og træde til med hjertelungeredning og en hjertestarter, inden ambulance og evt. akutlægebil når frem. Dermed kan de være med til at redde liv og førlighed.

For hvert minut, der går, fra en person falder om med hjertestop, til hjælpen når frem, falder chancen for at overleve med 10 procent.

Hjerteløbere får via en telefon-app besked, hvis en borger maksimalt fem kilometer væk har brug for hjælp. Appen kan tilkalde op til 20 hjerteløbere.

112-førstehjælpere alarmeres via sms.

I 2018 besluttede Regionsrådet, at Region Midtjylland blev en del af TrygFondens hjerteløberordning. Og at begge hjælper-ordninger i en overgangsordning skulle tilkaldes ved hjertestop, for at sikre hurtig hjælp til alle.

Flere end 33.000 borgere i regionen har meldt sig til TrygFondens hjerteløberordning. Cirka 330 borgere er tilmeldt 112-førstehjælperordningen.

Regionrådet opfordrede i 2018 alle 112-førstehjælpere til at tilmelde sig som hjerteløbere også, og mange har fulgt opfordringen, lyder det.