Det er angiveligt foregået flere steder. Til møder, på gange, i forbindelse med samtaler under fire øjne. Over alt. 

I flere år har arbejdsmiljøet hos fagforeningen 3Fs afdeling i Aarhus således været ramt af alvorlige problemer med arbejdsmiljøet.

Berlingske har fået aktindsigt i dokumenter hos Arbejdstilsynet, der afslører, hvordan det skulle være fra den øverste ledelse af kontoret, at den har været helt gal.

»De ansatte oplever, at ledelsen udøver intimiderende adfærd over for dem ved at vrisse og snerre ad de ansatte og gå helt tæt op i ansigtet og pege på de ansatte, mens de bliver råbt ind i ansigtet, hvilket de ansatte oplever som krænkende,« lyder det her.

Andre medarbejdere har beskrevet, hvordan ledelsen har ignoreret 'god morgen'-hilsener og talt nedladende til dem på direkte vis – eller bag deres ryg.

Undersøgelsen fra Arbejdstilsynet blev gennemført i 2021, og her fortalte knap halvdelen af de ansatte, at de havde været udsæt for krænkende opførsel.

Med frygt, utryghed, søvnproblemer, gråd og koncentrationsbesvær som resultat.

Og det er altså alt sammen sket på en arbejdsplads, hvor man netop har til opgave at sikre bedre arbejdsforhold for medlemmerne.

Thor Bundgaard Vex, formand for 3F Aarhus, understreger, at problemerne ikke længere eksisterer.

»Den tidligere ledelse stoppede, efter at problemerne var kommet frem, og da jeg blev valgt tilbage i 2022, var det netop med budskabet om, at tidligere tiders arbejdsmiljø skulle ændres,« lyder det til Berlingske fra ham.