Godt en uge efter den tragiske ulykke ved Bjerndrup kører togene igen mellem Tinglev og Sønderborg.

Det skriver Banedanmark i et opslag på X.

'Sporet er genopbygget efter den tragiske ulykke fredag den 15. august, og togene kører igen mellem Tinglev og Sønderborg,' skriver Banedanmark.

Ulykken kostede en 60-årig kvinde livet.

Alt er dog ikke, som det plejer at være på strækningen.

For Banedanmark har besluttet at sænke hastigheden fra de normale 100 kilometer i timen.

'Hastigheden gennem de seks overkørsler uden bomanlæg er sat ned til 70 km/t', skriver Banedanmark.

I en pressemeddelelse har Banedanmark samtidig fortalt, at beplantning omkring overkørslerne beskæres, så udsynet forbedres.

Sønderborg Kommune delte mandag navnet på den 60-årig kvinde, som mistede livet i den forfærdelige ulykke. Pia Matthiesen var ansat i kommunen.

Transportminister Thomas Danielsen (V) har reageret på togulykken med et ønske om hurtige tiltag, der kan tvinge bilister til at sænke farten ved jernbaneoverskæringer.

Torsdag var en bil og et tog tæt på endnu en ulykke på strækningen.