Vi elsker vort land og et flot bål til at fejre midsommeraften.

Men, men … 

I år er vejrguderne ikke just med bålfolket. 

I hvert fald er der risiko for både regn, skybrud og blæst i løbet af mandagen, lyder det fra DMI, der har udsendt en såkaldt DMI-risiko.

Det gælder hele landet. 

Især den kraftige vind kan blive problematisk sankthansaften. 

Det får beredskabet til at advare forud for aftenens festligheder. 

Både Danske Beredskaber, Sydvestjysk Beredskab og Hovedstadens Beredskab advarer om øget risiko i forbindelse med blæst.

»Udebliver regnen, vil den kraftige blæst medføre en øget risiko for brandspredning, når gløder og varme bæres med vinden,« skriver Hovedstadens Beredskab. 

Brandfolkene opfordrer derfor til at huske at placere bålet med passende afstand til bygninger, oplag, vegetation og den slags. 

»Tænk, før du tænder. Det er dit ansvar,« skriver beredskabet og ønsker i øvrigt alle en sikker og hyggelig aften.