Bilka tilbagekalder en rygeovn af mærket Char-Broil.

Der er tale om typen Digital Electric Smokers med modelnumrene 16202009 og 20202009.

De to nævnte modeller »kan lække elektrisk strøm, hvilket udgør risiko for elektrisk lækage og elektrisk stød. Derfor tilbagekaldes produkterne,« skriver Bilka i et opslag på Facebook.

Har du allerede købt ovnen, opfordrer Bilka til, at du stopper med at bruge produktet, og enten kasserer det, eller returnerer det til Char-Broil.

»Du er velkommen til at kontakte os her i kundeservice, hvor vi kan være behjælpelige med at få pengene refunderet til dig, og du herefter selv står for kasseringen af varen,« lyder det i opslaget.