»Jeg kommer og slår dig ihjel.«
Sådan lød råbene fra en butikstyv med rådne tænder, der efter at have stjålet en pose nachochips, truede en butiksansat i en 365 Discount.
Det er TV Midtvest, der har historien.
Mediet fortæller, at den chipssultne tyv først gik ud af butikken med sin gevinst for derefter at vende tilbage til butikken, hvor han truede personalet.
Nu efterlyser politiet manden med de rådne tænder. Det uddyber deres signalement af manden, hvor politiet skriver, at manden er mellem 30-35 år, spinkel af bygning med et dansk udseende og er mellem 180-190 centimeter høj.
Stephan Weber, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg, fortæller, at politiet har overvågning fra stedet, og at ordensmagten nu leder efter tyven.
Ifølge TV Midtvest er det stadig ikke sikkert, om sagen bliver karakteriseret som trusler og tyveri eller som røveri.