Serien bliver rost i selveste New York Times. 

Den er instrueret af Lars Kaalund, som de fleste måske husker i rollen som Hal-Finn i start-00'er filmen 'Italiensk for begyndere'. 

'Chaos' hedder serien, der er med danske skuespillere. Blandt andet medvirker Katrine Greis-Rosenthal, Hadi Ka-koush og Jacob Lohmann. 

Den roses internationalt, men vi danskere kan ikke se den. Det skriver Soundvenue.

Serien, som er produceret af danske Drive Studios, forgår i og omkring et lukningstruet morgen-tv-program ved navn ‘Danmark vågner’.

I den amerikanske avis New York Times får serien ros af tv-anmelder Margaret Lyons: 

»’Chaos’ er livlig og frisk. Den er let, men ikke dum, troværdig, men ikke skælmsk. Dens otte afsnit er snappy og præcise: ingen delte tidslinjer, ingen pointeløse underplots« skriver hun blandt andet. 

Og Wall Street Journal kalder den »dejlig at se på«.  

Lige nu er serien kun tilgængelig for seere i USA, der har adgang til den amerikanske udgave af streamingtjenesten Viaplay.

Over for Soundvenue oplyser Viaplay, at det er planen, at den skal udkomme på den danske udgave af Viaplay på et tidspunkt, men tjenesten ved ikke hvornår. 

Årsagen til, at den kun vises i USA er ifølge Soundvenue, at det kriseramte Viaplay sidste år frasolgte en række fiktionsserier til Amazon herunder 'Chaos', og derfor kan den ikke sendes i Danmark i øjeblikket. 

Serien handler om ægteparret Lise, spillet af Katrine Greis-Rosenthal, og Martin (Hadi Ka-koush), der er værter på det lukningstruede morgen-tv-program ‘Danmark vågner’. Deres forhold udfordres af, at Martin modsat Lise vil have børn. Og da Lise møder kokken Johannes, spillet af Jesper Lohmann, bliver hun tiltrukket af både ham og drømmen om en anden tilværelse.