Har din kanin fået for mange unger, eller har du slet og ret mistet interessen i dit kæledyr? Ja, så kan du måske være til gavn for rovdyrene i Aalborg Zoo.

I et opsigtsvækkende Facebook-opslag gjorde den nordjyske zoo søndag opmærksom på, at man kunne aflevere sine kæledyr hos dem, så de efterfølgende kunne fodre deres dyr med dem.

Og det er ikke kun herhjemme, det trækker overskrifter.

Nyheden har spredt sig til en række store udenlandske medier, der mandag har fået øje på Facebook-opslaget.

I Storbritannien har begge de store nationale medier Sky News og The Guardian registreret den zoologiske haves opfordring til danskerne.

Sidstnævnte noterer sig blandt andet, at kommentarsporet på opslaget tæller mange oprørte Facebook-brugere, hvoraf én kalder påfundet »en syg opfindelse«.

Også længere østpå hos det tyrkiske medie Daily Sabah informerer man læserne om rovdyrfodringen, mens den store indiske avis Times of India tilmed har valgt at spørge deres læsere, om de synes, tiltaget er i orden eller ej.

Det amerikanske medie ABC News har også bemærket historien og bringer en artikel om kæledyrsdonationen på sin hjemmeside.

Ifølge Aalborg Zoo er det deres ansvar at efterligne dyrenes naturlige kostvaner for at sikre dyrevelfærd og faglig integritet – du kan læse hele historien om det opsigtsvækkende initiativ lige HER.