Har du en lottokupon liggende? Så er du måske blevet lottomillionær uden at vide det.
Lørdag gik alle lottospilleres drøm nemlig i opfyldelse for to heldige danskere, da de vandt milliongevinster.
Der er dog det men, at den ene af de to vindere endnu ikke har fået indløst gevinsten på sin kupon. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Begge vindere har vundet en million skattefri kroner.
Mens den ene vinder allerede er identificeret, efterlyses den anden nu.
Det skyldes, at den ukendtes vinderkupon er købt fysisk og derfor først kan udløse en gevinst, når den er blevet tjekket.
Vinderkuponen er købt i kiosken Kristrup Døgner i Randers, og vindertallene er 4, 7, 10, 12, 23, 25, 35. Der er desuden tillægstallet 9.