Flere dage med solskin og varme bliver nu langsomt skiftet ud med regn og lavere temperaturer.

 Allerede lørdag formiddag vil der komme regn flere steder i landet, fortæller meteorolog Erik Hansen hos DMI.

»Det bliver ikke den helt flotte sommerlige dag, som vi ellers har været vant til,« lyder det.

Og selv om det om eftermiddagen vil klare op flere steder i landet, fortsætter regnen søndag.

Allerede lørdag bliver det koldere med temperaturer mellem 13 og 18 grader, som ikke har udsigt til at stige i de kommende dage.

Tværtimod ser de ud til at falde igen frem mod næste weekend, fortæller Erik Hansen.

Dermed er der sat en midlertidig stopper for det sommerlige forårsvejr, som har præget den seneste uge.