Den 19-årige dømte morder og voldtægtsmand Elias Mahamad Isaaq Shegow er »ærgerlig«.
Sådan lyder det fra hans forsvarsadvokat i kølvandet på, at dommen mod ham er blevet anket.
Elias Mahamad Isaaq Shegow blev den 4. juli idømt 12 års fængsel ved Retten i Hjørring for i marts sidste år at voldtage, kvæle og banke sin 13-årige ekskæreste til døde med en sten i den nordjyske by Hjallerup.
Men torsdag ankede Statsadvokaten i Viborg dommen med det formål at få idømt Elias Mahamad Isaaq Shegow forvaring i Vestre Landsret.
Den 19-årige morder var ellers indstillet på at »komme i gang med det lange afsoningsforløb, der venter ham«, lyder det fra hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage.
»Som det kom frem under min klients forklaring i byretten, er han helt bevidst om, at det han har gjort, er fuldstændig forfærdeligt og skal straffes hårdt,« udtaler forsvarsadvokaten i en skriftlig kommentar til B.T., der fortsætter:
»Derfor var han egentligt indstillet på at modtage byrettens dom og komme i gang med det lange afsoningsforløb, der venter ham.«
Selvom Elias Mahamad Isaaq Shegow ærgrer sig over, at dommen er blevet anket er han og forsvarsadvokat Mette Grith Stage »fortrøstningsfulde« frem mod ankesagen, lyder det.
»Så han er da ærgerlig over, at Statsadvokaten har anket dommen for at få ham idømt forvaring, men vi mener, at byrettens dom om en tidsbestemt straf på 12 års fængsel er rigtig, så derfor er vi fortrøstningsfulde i forhold til ankesagen,« udtaler Mette Grith Stage.
B.T. talte torsdag med familien til den 13-årige pige, som Elias Mahamad Isaaq Shegow voldtog og myrdede.
Familien er lettede over, at dommen er blevet anket, og håber på, at straffen bliver skærpet til forvaring, fortæller de til B.T.
Læs hele interviewet med familien herunder.