Dorthe Brauner Jensen kaldte det »langt ude«, da hun mandag morgen blev vækket af politiet, der fortalte hende, hun var sigtet for hærværk – for at fodre en hest.
Den holdning er hun ikke ene om at have.
Efter B.T. bragte historien, er to folketingspolitikere nemlig gået ind i sagen.
»Jeg troede, det var en joke, da jeg læste, de var sigtet. Da det gik op for mig, tænkte jeg hold da op. De fleste normale mennesker ville da hjælpe et dyr i nød,« siger Karina Adsbøl.
Karina Adsbøl og Lise Bech, der begge står udenfor en folketingsgruppe, efter de tidligere forlod Dansk Folkeparti i protest over deres formand, har rettet henvendelse til henholdsvis Justitsministeren og Miljøministeren.
De vil have svar på, om der er en nedre bagatelgrænse for, hvad et underbemandet politi og eventuelt anklagemyndighed skal bruge tid på, samt om det er rimeligt at sigte en borger, der fodrer en hest, der sulter.
De vil desuden vide, om der føres tilstrækkelig kontrol med dyrene samt, hvor mange der er døde eller aflivet som følge af mistrivsel
»Det er bekymrende, at der bliver ved med at florere billeder af dyrene, der ikke har det godt. Der synes jeg simpelthen, dyrevelfærden må komme foran forskningsprojekt,« siger Karina Absbøl
Den kontroversielle sag startede for flere år siden, da heste og kvæg i 2016 blev sat ud i en indhegning på Mols. Projektet er såkaldt rewilding, og det betyder, dyrene ikke må fodres.
Det har ført til anmeldelser, beskyldninger og mange store følelser fra dyreelskere, der mener, at dyrene sulter og er i dårlig forfatning. Den gruppe har taget sagen i egen hånd og fodret dyrene over vinteren.
Og en af de personer er altså Dorte Brauner Jensen, der mandag blev sigtet for hærværk.
Det sker, efter hun lørdag gav et æble til en hest på Molslaboratoriet.
»Jeg er ikke nervøs over sigtelsen, men selvfølgelig synes jeg, det er træls, at jeg nu skal bruge energi på det. Jeg er nok mere vred, end jeg er nervøs,« siger Dorthe Brauner Jensen og fortsætter:
»Dyrene går derude i en elendig forfatning. De er tynde og udsultede, de har lus, og deres hove er flækkede. Jeg synes, det er skræmmende, og jeg er rystet over, dyrene går rundt i den tilstand. Hvordan kan den dyremishandling være lovlig?«
Det burde det heller ikke, mener Lise Buch.
»Jeg håber, man får rettet op på det. Det er forfærdeligt at se de dyr. Jeg kan ikke forstå, det kan være rigtigt. Jeg får kvalme af det,« siger hun
Justiminsiteret oplyser, at de vil forholde sig til spørgsmålet, når det kommer op i Folketinget og ikke vil gå ind i det inden.
Miljøministeriet og fødevareministeriet henviser til fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen fortæller til B.T., at de ikke har mulighed for at give et konkret svar i dag, men oplyser, at de intet har med straffesagen at gøre, men blot står for at føre kontrol.