De har været i gang i over ti år. De kan prale med at være Aarhus' ældste kaffebar, og kunderne elsker dem. Men alligevel har noget manglet.

I flere år har ejerne bag Street Coffee, Michael Bønnelykke, Anders Skaarup Andreassen og Kristoffer Hasløv haft et brændende ønske. Og om lidt bliver det opfyldt.

De rykker ind i Aarhus' mest velbesøgte sted, Graven, i Latinerkvarteret.

»Det matcher bare rigtig meget det, vi gerne vil skabe. Der er mange mennesker, og så er det samtidig intimt. Det er virkelig bare fedt,« fortæller Michael Bønnelykke til B.T.

Street Coffee overtog 1. februar lokalerne i Graven fra Altura Kaffe, der har ligget der i over 25 år.

Ejeren af legendariske Alutra Kaffe, Jason Leach, fortalte tidligere på året på Facebook, at lukningen skyldes, at han og hans partner skal skilles, hvorfor de ønsker at søge nye arbejdsmæssige veje.

Altura Kaffe solgte deres sidste kaffe i januar.

Derefter har lokalerne stået tomme, og siden har ejerne af Street Coffee brugt deres energi på at få den nye kaffebar klar. Og fredag åbner de officielt i Graven.

»Den er virkelig blevet fed, hvis jeg selv skal sige det. Vi har bygget det hele selv. Vi glæder os helt vildt til at vise den frem,« fortæller han.

Street Coffee har i forvejen tre kaffebarer i Aarhus; i Brammersgade, Vestergade, Bassin 7.

Tidligere havde kæden også en bar i Jægergårdsgade, men det er den, der nu er flyttet til Graven.