Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er »bekymret og ærligt talt også chokeret« over sagen, hvor den bosniskfødte betjent ved Fyns Politi, Elvir Abaz, er blevet dømt for tjenestemisbrug.

Det siger han til B.T.

Derfor vil justitsministeren nu have Rigspolitiet til at se på reglerne for tjenestefritagelse.

Torsdag blev Elvir Abaz idømt 30 dages ubetinget fængsel for en lang række tilfælde af tjenestemisbrug, herunder videregivelse af fortrolige oplysninger.

En dom, som han ankede på stedet. Sagen skal derfor nu for Landsretten. 

Indtil der er afsagt endelig dom, bliver Elvir Abaz ikke afskediget fra sin stilling hos Fyns Politi.

Sådan er de nuværende regler nemlig.

I stedet er han suspenderet, hvilket betyder, at han fortsat modtager to tredjedele af sin løn.

De regler vil justitsminister Peter Hummelgaard nu drøfte med Rigspolitiet.

Elvir Abaz blev torsdag idømt 30 dages ubetinget fængsel.
Elvir Abaz blev torsdag idømt 30 dages ubetinget fængsel. Foto: B.T.
Vis mere

»Som jeg tidligere har oplyst til Folketinget, så har den konkrete sag blandt andet givet anledning til, at mine embedsmænd har indledt en drøftelse med Rigspolitiet om den nuværende praksis i forhold til tjenestefritagelse og suspension i forbindelse med strafbare forhold,« lyder det fra justitsministeren i en skriftlig kommentar til B.T.

Kommentaren fortsætter:

»Derudover har jeg noteret mig, at politidirektøren ved Fyns Politi har fundet anledning til at indskærpe over for de ansatte, hvordan man bruger – og ikke bruger – mobiltelefoner i tjenesten.«

En del af torsdagens dom mod Elvir Abaz lød nemlig på, at han havde affotograferet fortroligt materiale med sin mobiltelefon.

Det gjaldt blandt andet et fortroligt brev adresseret til den tidligere toppolitiker Naser Khader.

B.T. har beskrevet, hvordan flere andre islamkritiske stemmer også har oplevet, at Elvir Abaz har chikaneret eller forsøgt at undergrave dem.

Det gælder blandt andre den socialdemokratiske politiker Lars Aslan Rasmussen og Kefa Abu Ras, der er talsperson for foreningen Søstre mod vold og kontrol.

Anklager, som Elvir Abaz overfor B.T. har afvist pure.

TV 2 har ligeledes beskrevet, hvordan Elvir Abaz også blev dømt for at videredele oplysninger om den islamkritiske forfatter Sara Omars selvmordsforsøg.

Sara Omar har overfor TV 2 anklaget Elvir Abaz for at have virket som en »forlænget arm til at udøve negativ social kontrol«, hvilket betjenten afviser.