En aprilsnar har skabt ballade hos det danske arkitektur magasin Magasin KBH.

Den 1. april skrev magasinet, at arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group ville rive en af deres egne bygninger, Kaktus Towers ved Dybbølsbro, ned. Årsagen var, at firmaet havde fundet deres egen bygning for grim.

Ligesom så meget andet, der bliver meldt ud 1. april, var dette selvfølgelig en joke, omend en strid en af slagsen. 

Om det var aprilsnarens karakter eller manglende selvironi fra Bjarke Ingels Groups side vides ikke, men firmaet henvendte sig i al fald til magasin og »opfordrede« dem til at trække aprilsnaren tilbage. 

Kaktus Towers - der ikke skal rives ned.
Kaktus Towers - der ikke skal rives ned. Foto: Peter Boier
Vis mere

Og den opfordring har Magasinet KBH valgt at efterleve, det skriver magasinet selv.

Derfor er artiklen om nedrivningen af Kaktus Towers, der også indeholdt et falsk interview med firmaets direktør, ikke længere at finde på Magasinet KBH's hjemmeside.

Ifølge Magasinet KBH skal Bjarke Ingels Group have meddelt magasinet, at man hos arkitektvirksomheden ville være nødsaget til at overlade sagen til sin advokat, hvis ikke aprilsnaren blev trukket tilbage.

Hos Bjarke Ingels Group mener man, at det er »svært for læseren at skelne aprilsnarren fra magasinets øvrige kritiske artikler om BIG (Bjarke Ingels Group, red.)«.

I øvrigt mener arkitektfirmaet, at aprilsnaren kommer som led i en række ikke-satiriske artikler, der kritiserer firmaet.

Magasinet selv skriver, at de ikke kan genkende billedet, som arkitektfirmaet tegner.

Alligevel har man valgt at trække aprilsnaren tilbage. Samtidig gør man opmærksom på, at Kaktus Towers ikke skal rives ned.