Islamistiske influencere på TikTok og Instagram radikaliserer europæiske teenagere med velproducerede videoer, der spreder ekstreme budskaber om kønsadskillelse og fjendtlighed mod demokratiske værdier.
Sådan advarer den østrigske journalist Stefan Kaltenbrunner, der har undersøgt fænomenet i en ny bog kaldet »Allahs mægtige influencere. Sådan radikaliserer TikTok-islamister vores ungdom«.
»De laver videoer som Netflix-serier. De er ekstremt professionelle og leverer et ekstremt stærkt budskab mod alt, hvad der er liberalt og vestligt,« siger Stefan Kaltenbrunner til Berlingske, der har interviewet ham.
I bogen undersøger Stefan Kaltenbrunner sammen med en kollega, hvordan islamister har indtaget den digitale verden, og hvordan de på få uger kan lykkes med at hjernevaske unge over hele Europa i en sådan grad, at de i yderste konsekvens begår terrorangreb.
Stefan Kaltenbrunner fremhæver et eksempel fra sig eget hjemland Østrig, hvor en 14-årig pige i 2024 blev anholdt for at planlægge kniv- og økseangreb i islams navn efter få ugers radikalisering online.
På baggrund sin research har den østrigske journalist en klar opfordring til europæiske politikere: De skal handle nu og gøre TikTok og andre sociale medier ansvarlige for ekstremistisk indhold på deres platforme.
B.T. har på det seneste beskrevet, hvordan også islamistiske stemmer herhjemme spreder deres budskaber på sociale medier som TikTok og Instagram.
Det gælder blandt andre det fremtrædende Hizb ut-Tahrir-medlem Sebastian Østerfelt, kendt som Aqeel Abu Osama, der alene på TikTok har tæt ved 15.000 følgere.
Læs mere om det herunder.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Aqeel Abu Osama, men han er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.