Aarhus' borgmester, Anders Winnerskjold (S), bliver nu beskyldt for at være med til at holde den russiske krigsmaskine kørende.
Anklagen kommer fra ruslandsekspert og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Flemming Splidsboel Hansen.
Baggrunden er, at Anders Winnerskjold viderefører en kæmpeaftale, som hans forgænger på borgmesterposten, Jacob Bundsgaard (S), indgik med rederiet MSC.
Aftalen går ud på, at MSC, der er verdens største rederi, de næste år skal etablere en helt ny containerterminal i den kommunalt ejede Aarhus Havn.
Men MSC sejler ikke blot til og fra »smilets by«, som Aarhus også kaldes. Hvor mange andre virksomheder har trukket sig helt ud af Rusland, sejler MSC nemlig fortsat til og fra russiske havne.
Det er det, som får Flemming Splidsboel til at udtale, at både MSC og de aarhusianske politikere, der har indgået en aftale med rederiet, er med til at holde den russiske økonomi – og dermed Ruslands krig mod Ukraine – kørende.
Tilbage i september sidste år fik MSC grønt lys af blandt andre Aarhus' daværende borgmester, Jacob Bundsgaard (S), til at bygge en ny containerterminal i Aarhus Havn, som han på det tidspunkt var bestyrelsesformand for.
Det på trods af, at MSC også dengang handlede med Rusland.
Handlen fortsætter den dag i dag, fremgår det af MSCs egen hjemmeside.
Her oplyser rederiet, at det fortsat sejler til og fra følgende havne i Rusland: Novorossiysk, Petropavlovsk-Kamchatskiy, Sankt Petersborg, Vladivostok og Vosctochniy.
Derudover har rederiet også kontorer i fire russiske byer.
»Det betyder jo, at virksomheden er med til, ude i et eller andet led, at muliggøre krigen i Ukraine. Det er ikke sådan, at de er ansvarlige for krigen, men de er selvfølgelig med til at holde den russiske økonomi kørende,« siger Flemming Splidsboel Hansen til B.T.
»Jeg har sådan set respekt for, at virksomheder siger, at så længe det ikke er ulovligt, så gør vi det, og lige så snart, der måtte komme en sanktion, stopper vi. Men det er klart, at et eller andet sted, så er det med til at muliggøre krigen i Ukraine,« fortsætter han.
Siden aftalen med MSC blev indgået, har Jacob Bundsgaard trukket sig som både borgmester og formand for Aarhus Havn, men den nye borgmester, Anders Winnerskjold, har som næstformand for Aarhus Havn holdt fast i aftalen.
Til spørgsmålet om, hvorvidt også de aarhusianske borgmestre og andre lokalpolitikere, der sidder i Aarhus Havns bestyrelse, er med til at muliggøre Ruslands krig mod Ukraine, svarer Flemming Splidsboel:
»Det kan man sige, og der kunne man sikkert stille nogle opfølgende spørgsmål. Det er klart, at det er ude i et eller andet led, men det er måske også på en måde, hvor de juridisk ikke har så mange muligheder for at slippe ud af det, hvis det, som virksomheden gør, er lovligt«
Han tilføjer:
»Der er jo andre virksomheder, der har sagt, at selvom det ikke er ulovligt, så vil de simpelthen ikke være med til det.«
Tidligere har statsminister Mette Frederiksen (S) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) langet hårdt ud efter andre virksomheder, der på den ene eller anden måde har fortsat deres handel med Rusland.
Selvom der siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er blevet indført en lang række sanktionspakker fra EUs side, er visse typer af handel fortsat tilladt.
MSC giver på sin hjemmeside udtryk for, at de i deres handel med Rusland overholder alle sanktioner, blandt andet ved kun at sejle med fødevarer, medicin og humanitært gods.
»Som borgmester i Aarhus bakker jeg fuldtonet op om EU’s og dermed også den danske regerings sanktionspolitik mod Rusland efter landets uhørte aggression over for Ukraine,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Anders Winnerskjold, der i øvrigt som næstformand for bestyrelsen henviser til Aarhus Havn.
Fra Aarhus Havns side er det kommunikationschef Daniel Møller Jensen, der svarer.
»Både havne og rederier er en del af den globale infrastruktur og forsyningskæde, som er reguleret af både nationale og internationale regler. Det gælder også EU's og den danske regerings nuværende sanktioner mod Rusland,« lyder det fra ham i en skriftlig kommentar, der fortsætter:
»Det betyder blandt andet, at vi sammen med myndighederne nægter russiske skibe adgang til havnen. Derudover overholder vi naturligvis alle øvrige regler og sanktioner, og det forventer vi også, at rederierne samt virksomhederne på og omkring havnen i Aarhus gør.«
Vi har også forsøgt at få en kommentar fra Jacob Bundsgaard. Han er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
OPDATERING: Efter udgivelse af denne artikel er MSC vendt tilbage med en skriftlig kommentar.
»MSC har nøje fulgt regeringernes råd om sanktioner relateret til konflikten i Ukraine siden dens start. Virksomheden har omhyggeligt drevet shipping virksomhed til og fra Rusland i fuld overensstemmelse med alle gældende internationale sanktionsordninger, herunder de, der anvendes af EU og Schweiz. Som et globalt rederi respekterer MSC altid globale juridiske rammer og regler. MSC fortsætter med at anvende den samme strenge tilgang til alle forsendelser til og fra Rusland i forbindelse med de nuværende sanktioner,« lyder det i denne.