Det er en historie, der gentager sig næsten hvert år, når studentervognene kører af sted med glade unge ombord:

At festen bliver afbrudt af æg, sten eller andet, der bliver kastet mod vognene.

Ofte har det været unge indvandrere eller efterkommere, der har stået bag angrebene.

Og det er langt fra et tilfælde, at det netop er den gruppe, der ofte angriber studentervogne.

Sådan lyder det fra integrationsekspert Henrik Kokborg.

Han har i årtier beskæftiget sig med integration og arbejder i dag med rådgivning og undervisning i sin virksomhed Integrationsinfo.

Henrik Kokborg peger på, at angrebene mod studentervogne skal ses som »en aktiv modstand mod den danske ungdomskultur« som vognene er et symbol på.

»Det er også i den kontekst, man skal forstå de angreb, som studentervogne i årevis har været udsat for, særligt i områder præget af parallelsamfund,« siger Henrik Kokborg og tilføjer:

Henrik Kokborg udtaler sig om socialrådgivere, der er passive over for indberetninger, når det gælder muslimer. Og som ikke reagerer på religiøse vielser af mindreårige.
Henrik Kokborg udtaler sig om socialrådgivere, der er passive over for indberetninger, når det gælder muslimer. Og som ikke reagerer på religiøse vielser af mindreårige. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Kast med æg, sten, kanonslag og endda cykler er ikke bare drengestreger. Det kan i mange tilfælde tolkes som en aktiv modstand mod den danske ungdomskultur, som man hverken føler sig som en del af eller ønsker, at ens egne skal integreres i.«

»Studenterkørsel er ikke bare en fest, det er et symbol på inklusion og danskhed. Det gør den til en torn i øjet på parallelsamfundets logik. Studenterkørsel markerer nemlig ikke kun en afsluttet skolegang, men en overgang til voksenlivet og en kulturel optagelse i fællesskabet,« forklarer Henrik Kokborg.

Hvordan kan du være sikker på, at der ikke bare er tale om simple drengestreger? Hvorfra ved du, at det er udtryk for modstand mod det danske samfund?

»Det er et relevant spørgsmål. For nogle hændelser kan selvfølgelig være drengestreger. Men det kan langt fra forklarer alle de mange tilfælde gennem årene,« svarer Henrik Kokborg og fortsætter:

»Når studenter gentagne år bliver mødt af bagholdsangreb med æg, sten og kanonslag, særligt i boligområder præget af parallelsamfund, så er det ikke tilfældigt. Det er systematisk chikane, og i flere tilfælde tyder det på et værdimæssig angreb mod det, studenterkørsel symboliserer, nemlig frihed, dansk ungdomskultur og inklusion i fællesskabet.«

B.T. beskrev mandag en episode, hvor en studentervogn i Albertslund blev angrebet med æg.

I dette tilfælde var der tilsyneladende tale om nogle venner til en af studenterne på vognen, som kastede med æg fra deres biler.

Sådan lyder forklaringen i hvert fald fra vognmanden og en af de studenter, der var med på vognturen.

Københavns Vestegns Politi er nu gået ind i sagen, oplyser de til B.T.

Læs mere HER.