Med tilbud om kampsportstræning, vandreture og »broderskab« lokker en ny højreekstrem bevægelse ved navn Active Club unge mænd ind i folden.

Nu får bevægelsens fremmarch i Danmark en ekspert til at slå alarm.

Active Club er et amerikansk fænomen, der kom til Danmark i 2023. Siden da har bevægelsens danske afdeling tiltrukket tæt ved 2.000 følgere på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Ifølge Rikke Peters, der forsker i højreekstremisme og er lektor i HistorieLab på UCL, bør vi holde et vågent øje med bevægelsen.

For selvom Active Club Denmark på deres offentlige Telegram-kanal primært deler videoer og billeder af kampsportstræning, vandreture og citater fra diverse tænkere, både højreekstreme og andre, har bevægelsen også en langt mere dyster side.

»De tror på, at der på et tidspunkt kommer en form for racekrig i Europa og den vestlige verden, hvor de på heroisk vis skal tilbageerobre landet,« siger Rikke Peters.

»Der er stor forskel på, hvordan Active Club præsenterer sig på overfladen, og hvad der så gemmer sig bagved. På overfladen, så er det et fællesskab, der handler om kampsportstræning, om vandreture og om at udvikle sig selv ved blandt andet at læse filosofiske værker,« siger Rikke Peters og fortsætter:

»Men bag ved alt det gemmer sig en ideologi, som i lighed med mange andre højreekstreme gruppers bygger på en konspirationsteori om Europas og Vestens undergang og kollaps.«

Her ses den ukendte gruppe af personer, som den 11. september 2023 på Telegram annoncerede, at den højreekstreme Active Club-bevægelse havde fået en dansk afdeling.
Her ses den ukendte gruppe af personer, som den 11. september 2023 på Telegram annoncerede, at den højreekstreme Active Club-bevægelse havde fået en dansk afdeling. Foto: Telegram
Vis mere

Active Club adskiller sig fra andre højreekstreme netværk som for eksempel Terrorgram ved også at mødes fysisk i små grupper for blandt andet at dyrke kampsporten mixed martial arts, også kendt som MMA.

Det er noget, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) også har bemærket. I den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark bliver Active Club som den eneste navngivne gruppering nævnt under afsnittet om risikoen for et højreekstremt terrorangreb.

»Der ses også tendenser til øget organisering i den fysiske verden, hvor for eksempel aktiviteter i virtuelle miljøer suppleres af fysisk organisering, eller hvor såkaldte Active Clubs kombinerer fysisk træning og højreekstremistisk indoktrinering,« skriver PETs Center for Terroranalyse således.

PET afviser overfor B.T. at udtale sig yderligere om Active Clubs tilstedeværelse i Danmark udover det, som efterretningstjenesten skriver i sin trusselsvurdering.

»Med den fascination af kamp og vold, som er i Active Club, kan man jo ikke lade være med at tænke på, om ikke også den her meget fysiske kampsportstræning skal kunne fungere i en eller anden form for mobilisering og forberedelse til et kommende opgør i Europa,« siger Rikke Peters.'

B.T. har gentagne gange forsøgt at få Active Club Denmark i tale. De har dog afvist at stille op til et interview eller give en kommentar til denne artikel.