Fredag formiddag er forsvarsforligskredsen blevet indkaldt til endnu et møde i sagen om det omstridte våbenindkøb fra israelske Elbit.
Mødet skal foregå kl. 15.00 og time frem i Forsvarsministeriet, oplyser flere kilder til B.T.
Det skal umiddelbart handle om selve redegørelsen angående våbenindkøbet, der lå færdig tidligere på ugen.
Mødet kommer i halen på flere historier fra DR og Berlingske, der fredag kunne beskrive, at Forsvarsministeriet blev advaret gentagne gange, inden våbenindkøbet hos Elbit blev godkendt.
Advarslerne er gået på, at indkøbet gik for stærkt. Én af dem kom fra det sydkoreanske våbenfirma Hanhwa.
Firmaet skrev til en topchef i Forsvarsministeriet:
»Min kontakt skyldes en bekymring over, at anskaffelsen sker så hurtigt, at man ikke får vendt alle sten,« skriver DR.
Også Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) advarede af flere omgange ministeriet om, at processen var 'forceret' og 'hastig', da styrelsen kun havde en frist på fem dage.
Det skriver Berlingske på baggrund af de to redegørelser, der blev offentliggjort tirsdag.
Jakob Ellemann-Jensen (V) undskyldte tidligere på ugen for vildledning af Folketinget, men har hele tiden holdt fast i, at han ikke bevidst har vildledt.
Han havde videregivet forkerte oplysninger, erkendte han, og vil derfor igangsætte en uvildig undersøgelse af sagen.
B.T. har spurgt Forsvarsministeriet, om det indkalder til et pressemøde i forlængelse af mødet kl. 15. Det vil ministeriet på nuværende tidspunkt ikke svare på.