»Din far er ikke i sin lejlighed.«
For cirka tre uger siden modtog Jane Zahll-Ladehoff et af de opkald, man for alt i verden ikke har lyst til at modtage.
I røret var Janes mor, der stod ved sin demente mands nye hjem – plejehjemmet Helene Mariehjemmet i Helsinge.
Men manden Poul – altså Janes far – var ingen steder at finde.
Lejligheden, den 83-årige pensionist havde boet i i ti dage, var tom.
Personalet anede ikke, hvor han var – og kunne ikke fortælle, hvornår man sidst havde set ham.
Med andre ord: Poul var pistvæk.
'En forfærdelig oplevelse'
Til familiens store held havde Jane Zahll-Ladehoff udstyret sin demente far med en gps-tracker i bæltet, og via den fik hun bekræftet, at han ikke sad i sin lejlighed.
I stedet kunne hun se én prik, cirka 500 meter fra plejehjemmet, hvor hendes far ifølge gps-trackeren skulle befinde sig, og dér sendte hun sin mor hen.
»Min mor kører derhen, og der finder hun så min stakkels far siddende på en sten i vejkanten. Han er ked af det, udmattet og kan ikke finde hjem. Det var en forfærdelig oplevelse, som ingen fortjener,« fortæller Jane Zahll-Ladehoff.
Janes mor fik sat sin demente mand ind i bilen og kørte tilbage mod plejehjemmet.
Her pakkede hun – i ren afmagt – hans ting og tog ham med hjem.
»Det var dråben. Weekenden forinden – altså hans første weekend på plejehjemmet – havde personalet ikke kunnet svare på, om han havde fået sin medicin eller ej,« siger Jane Zahll-Ladehoff og fortsætter:
»Og ugen efter forsvinder han og bliver fundet en halv kilometer væk. Det er jo under al kritik. Det gjorde min mor så utryg, at hun ikke turde lade ham blive på plejehjemmet.«
Overfor B.T. understreger forstander af Helene Mariehjemmet, Camilla Woller-Nielsen, at plejehjemmet er et hjem med åbne døre og ikke en lukket institution:
»Jeg udtaler mig kun generelt. Det her er et plejehjem med åbne døre, og så kan det ske, at en dement går sig en tur og farer vild. Men vi finder dem og henter dem hjem. Alle kan gå ind og ud, og hvis de ikke går ud af hoveddøren, kan de gøre det af en sidedør,« siger hun.
Hvad tænker du om, at den pårørende kommer til plejehjemmet og møder personale, der ikke ved, hvor hendes demente far er – eller hvornår de sidst har set ham?
»Sådan en situation er super, super uheldig, og vi forstår, hvor bekymrende det må være for en pårørende at opleve det. Vi kigger jo på hvert enkelte tilfælde for at vurdere situationen, og hvad vi kan gøre for at sikre både beboerne, og at de pårørende kan føle sig trygge.«
Langt fra den eneste
Jane Zahll-Ladehoff står dog langt fra alene med sin utryghed.
Lørdag fortalte en anden pårørende til B.T., at hendes besøg på plejehjemmet hos sin 79-årige mor ofte starter med, at »hendes mor råber efter hjælp,« ligesom hun ofte har fundet hende indsmurt i afføring.
B.T. har også talt med en række andre pårørende og tidligere ansatte, der alle beskriver Helene Mariehjemmet som et sted, hvor der mildest talt er plads til store forbedringer.
Særligt går 'dårligt arbejdsmiljø', 'voldsom medarbejderudskiftning' og 'dårlig bemanding' igen blandt beskrivelserne.
»Der manglede altid hænder, og det gik ud over beboerne,« udtalte 34-årige Sarah Endsleff, der var ansat i plejen indtil midt juni, lørdag.
Og det kan Jane Zahll-Ladehoff også skrive under på:
»Det er den ringe bemanding, der gør, at min mor ender med at tage min far hjem. Han går jo, fordi han mangler omsorg. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at en dement beboer kan gå ud og ikke blive opdaget i så lang tid, at han når så langt væk. Endda uden sin rollator,« siger Jane Zahll-Ladehoff og understreger:
»Det er jeg og min mor svært utilfredse over.«
På hendes gps-tracker ser det nemlig ud til, at faderen har været hele to kilometer væk fra plejehjemmet, inden han altså blev fundet omkring 500 meter væk.
Derfor var han også hjemme hos sin kone i over en uge efter kun ti dage på plejehjemmet.
»Min mor turde ikke at køre ham derud igen, før hun var tryg. Vi afventer lige nu at se resultaterne af den ekstra bemanding, vi er blevet lovet,« siger Jane Zahll-Ladehoff og fortsætter:
»På Helene Mariehjemmet har man ideologi om, at det ikke er et fængsel, men et hjem. Super smukt, men så skal man også have en tilstrækkelig bemanding til at kunne holde opsyn med beboerne og give den den nødvendige omsorg og hjælp.«
Over for B.T. har forstander Camilla Woller-Nielsen tidligere afvist, at man har - eller har haft -problemer med bemandingen på plejehjemmet:
»Men vi har selvfølgelig haft mere pressede dage på grund af sygemeldinger. Heldigvis har vi haft stort held med at få afløsere ind,« lød det.
B.T. har som nævnt været i kontakt med flere pårørende med lignende oplevelser. Ikke mindst tidligere ansatte, der sætter ord på arbejdsmiljøet, og hvordan det ifølge dem går ud over de ældre.
Det kan du snart læse mere om på B.T.
