Tidligere på ugen blev der på en rideskole gjort et usædvanligt fund, der i yderste konsekvens kunne have kostet en hest livet.
Det skete onsdag på Paarupholm Rideskole i Odense, da medlem af rideskolens bestyrelse, Charlotte Sveistrup, fandt glasskår i det kar, der rummer hestenes drikke vand. Det skriver TV 2 Fyn.
Hun fortæller til mediet, at glasskårene stammede fra knuste flasker, og at hun finder sit fund både 'surrealistisk' og 'tragisk'.
»Det er virkelig ubehageligt at tænke på. Jeg forstår faktisk ikke, hvad der foregår oppe i hovedet på sådan nogle mennesker,« lyder det videre fra Charlotte Sveistrup.
Om glasskårene er blevet placeret i karret med vilje, ved hun ikke.
Skårene i hestenes drikkevand var dog ikke det eneste opsigtsvækkende fund på ridesolen.
Også folden var blevet åbnet, så hestene let kunne løbe væk.
Mediet skriver, at det dog lykkedes Charlotte Sveistrup sammen med andre at fange hestene, inden de var løbet for langt væk.
Onsdagens fund er ifølge Charlotte Sveistrup politianmeldt, selvom ingen heste kom til skade i forbindelse med onsdagens fund.
TV 2 skriver, at de har forsøgt at få verificeret politianmeldelsen, men at det fredag endnu ikke havde været muligt.