Dagligvaregiganten REMA 1000 kommer nu med en markant opfordring til regeringen.
Det sker efter, at det fredag kom frem, at regeringen vil sænke afgiften på chokolade og kaffe.
Ifølge Jonas Schrøder, der er direktør for kommunikation og ansvarlighed i dagligvaregiganten REMA 1000, skal momsen sænkes, hvis danskerne skal kunne mærke billigere dagligvarer.
'Skal det virkelig batte noget, så skal momsen ned – Danmark er eneste land i Europa uden differentieret moms, så halver momsen på fødevarer – og fjern den helt på frugt & grønt,' skrev han fredag på det sociale medie X.
Hans opråb kommer i forbindelse med, at det såkaldte økonomiske råderum de seneste år er blevet opjusteret med over 100 milliarder kroner frem mod 2030. Og en stor portion af de penge kommer ifølge Jonas Schrøder fra momsbetaling på fødevarer.
Statens stigende indtægter fra moms hænger sammen med, at priserne på fødevarer siden 2021 er tordnet i vejret.
For mens det generelle forbrugerprisindeks er steget med 15,3 procent siden april 2021, er prisindekset for fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer i samme periode steget med hele 30,4 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Og med en fast moms på alle varer på 25 procent, er statens indtægter på moms også steget.
»Der er nogen i kæden, der tjener penge, og det er det økonomiske råderum. Moms er absolut den største udgift på fødevarer. Det batter ikke noget at fjerne afgifterne på nogle få luksusvarer,« siger Jonas Schrøder.
Ifølge Jonas Schrøder bunder holdningen til den sænkede moms ikke i, at REMA 1000 vil tjene flere penge, hvis momsen blev sænket.
Du tror ikke, at danskerne måske vil købe mere, hvis priserne faldt?
»Det tror jeg ikke. For kunder vil købe én gang, og man køber de fødevarer, som man har brug for. Det vil flytte folk over i en sundere afdeling, hvis man gjorde frugt og grønt momsfrit. Jeg tror mere på, at man skal regulere ned,« forklarer han.
Så Rema 100 får ikke en forretningsmæssig fordel, ved at fjerne momsen?
»Det vil gælde for alle, det har ikke nogen konkurrencemæssig fordel. Der bliver tjent penge på momsmaskinen, så når varerne stiger, stiger statens indtægter på momsen også,« siger han.