Mange landmænd har ifølge Landbrugsstyrelsen søgt tilskud til grøn ordning, der giver vilde marker.

Landmænd, der har søgt Landbrugsstyrelsen om tilskud til at plante blomster på landbrugsjord og lade græs vokse vildt på markerne, er steget med knap en tredjedel.

I 2023 søgte 7309 landmænd tilskud, mens tallet i 2024 er steget til 10.456.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Derfor kan man forvente lidt mere vildt græs og flere blomster på markerne til sommer, skriver styrelsen.

Det skyldes, at landmændene har været meget interesserede i at søge en grøn ordning i Landbrugsstyrelsen, der giver tilskud til at plante blomster og planter på landbrugsjorden, der er bivenlige, og til at lade marker gro vildt.

Ifølge vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Anna de Klauman, er det virkelig gode takter.

- Jeg er glad for, at der har været så stor søgning til ordningen i år, for det er helt afgørende, at landbrugerne også hjælper med at sikre gode betingelser for insekter, dyr og planter, siger hun.

Sidste år blev der søgt om tilskud til grønne projekter inden for ordningen for 21.000 hektar landbrugsjord. I år er der indtil videre søgt om tilskud til at dække lidt over 50.000 hektar af det danske landbrugsareal.

Ansøgningsfristen til at søge om tilskud udløber den 21. maj, oplyser Landbrugsstyrelsen til Ritzau.

Det er andet år, at de danske landmænd har kunnet søge om tilskud til grønne tiltag på markerne.

Den nye ordning skal være med til at udvikle ny natur, give nye levesteder for dyr og planter og sikre flere fødekilder for vilde dyr på dyrkede landbrugsarealer, lyder det.

Ordningen er én ud af Landbrugsstyrelsens fem ordninger indenfor biodiversitet.

De andre fire ordninger handler om miljø- og klimavenligt græs, økologisk arealstøtte, varieret planteproduktion og ekstensivering med slæt, som skal modvirke udfordringer med lavbundsjorde.

I år er der søgt om grønne indsatser, der har betydning for knap 467.000 hektar, skriver Landbrugsstyrelsen.

Ifølge Danmarks Statistik er det samlede dyrkede areal med landbrug og gartneri i Danmark 2,6 millioner hektar.

/ritzau/